Skolen - en dag med respekt og spas!

Om skolen:

Indtil videre har jeg fortalt om specielle oplevelser hernede, som kirkebesøg, bungee jump og døde ugler. Men nu tror jeg, det er ved at være tid til, at I også hører lidt om, hvad hverdagen går med, og hvilke gyldne øjeblikke der også finder sted på de helt normale dage.
To gange om ugen deler vi fem volontører os ud på to skoler. Sarah og Heidi tager på ”Cornerstone School” (den kan I læse meget mere om på deres blogge), mens Line, Jacob og jeg tager ud på ”Abundant Life Learning Centre.”
Skolen, som også bliver kaldt Pastor Fred School, er stiftet af Pastor Fred i år 2004. På skolen kan man både finde Nursery Section og Primary Section. Der er 9 klasser, 15 lærere og ca. 330 elever.
Skolen ligger i en lille by, kaldet Kyamuyimbwa, og indeholder børn fra både nær og fjern. Nogle af børnene går mellem 1-2 timer for at komme hjem. Og dette er efter en skoledag, som starter kl. 07.00 om morgenen og slutter igen kl. 17.00 om aftenen.
I hele 3 måneder har vi været så heldige at tilbringe hver tirsdag og torsdag sammen med disse dejlige børn. Til at starte med prægede nervøsiteten, over at skulle undervise, så meget, at det egentlig ikke lige var det fedeste at skulle af sted til skolen om morgenen. Men efter lidt træning og erfaring, har jeg slet ikke lyst til at skulle forlade mine elever.

En normal skoledag:

En skoledag i Uganda er meget anderledes en skoledag i Danmark.
Som sagt, så varer børnenes skoledag 10 timer, hver eneste dag. Dog har vi ikke lige så lang skoledag. Vi møder nemlig først ind kl. 08.00.
Jeg starter min dag med at have matematik med Primary3. Når man kommer ind i klassen, bliver man mødt med 54 børn, som alle rejser sig, mens de i kor siger: ”Goodmorning Teacher. How are you?” (Godmorgen lærer. Hvordan har du det?)
Og først når man siger, at de skal sætte sig ned, sætter de sig ned. Det er meget overvældende, at børnene rejser sig op for en. Specielt fordi de gør det hver eneste gang man træder ind i et klasseværelse – også selvom man bare lige hurtigt skal hente noget eller snakke med en lærer.

Efter matematik går jeg så sammen med Line og Jacob ned på fodboldbanen, hvor vi skal undervise Primary3 og Primary4 i idræt.
Disse timer er oftest de mest hektiske på grund af antallet af børn. Både i P3 og P4 er de omkring 50 elever, hvilket svarer til et samlet antal på 100 elever.
Disse timer er dog også der, hvor man har størst mulighed for bare at lege og fjolle. Dette er rart – både for børn og voksne.

Når man så har løbet om kap med børnene, for at se hvem der kommer først tilbage til skolen, er det ved at være tid til pause.
Pausen bliver oftest brugt på at tilbringe tid sammen med lærerne. Her snakker vi, retter elevernes opgaver og får den frygtede morgenmad, som består af porridge og mandazii (porridge er majsmel og vand kogt sammen til en slags tyk mælk, og mandazii er dej som er friturestegt til små kager).
Her skal det også lige siges, at det ”selvfølgelig” er børnene, som bærer morgenmaden fra køkkenet og ned til lærerne.

Efter en halv times pause, skal eleverne i fuld sving igen. Her underviser jeg P3 i engelsk, som godt kan være noget af en udfordring, fordi eleverne i min klasse simpelthen er så dygtige!
Til hver time kræver det derfor god og kreativ planlægning, således at man kan fange børnenes opmærksomhed.
Det skal dog også siges, at jeg aldrig før har oplevet børn, som er så opsatte på at lære. Hvad enten det er multiplikation i matematik eller nye ord i engelsk. Hver gang man stiller et spørgsmål, flyver der mindst 20 små hænder op i luften. Mange gange sidder de alle og hvisker: ”Me teacher, me teacher” (tag mig, lærer, tag mig, lærer).

Inden vi tager hjem, spiser vi frokost sammen med de andre lærer fra skolen. Menuen her står på porsho (majsmel og vand kogt sammen til en slags stiv grød), ris og bønnesovs. Maden er lækker, men svær at spise med fingrene.
Samtidig løber børnene op bag skolen, hvor de alle sidder på græsset og spiser deres mad. Da Pastor Fred School er en privatskole, og forældrene betaler skolepenge, har alle børnene ret til at få en kop porridge.
Derudover kan forældrene betale ekstra, således at børnene får mad fra skolen. Mange har dog mad med hjemmefra, da det er for dyrt at købe maden fra skolen. I få tilfælde har børnene slet ikke mad med på grund af mangel på mad hjemmefra.
Efter en dag på ca. 6 timer, er det tiltrængt at komme tilbage på farmen igen. Til dels på grund af, at vi er trætte, men allermest på grund af trangen til at skulle på toilet, da skolens toiletter er lig med huller i jorden, og vi alle sammen har nægtet at benytte den form for toiletter.

Dansk skole vs. ugandisk skole:

Sammenligner man danske skoler med ugandiske skoler, er der specielt 3 ting, som skiller sig ud.

1. Skolens faciliteter: Selvom Pastor Fred School er en af de rigere skoler i Masaka omegn, er der stadig stor forskel fra denne skole til en skole i Danmark.
På skolen er der ikke stole og borde, som i Danmark, men træbænke sat sammen med borde. Jeg har prøvet at sidde på sådan en bænk i ca. 2 timer, og det er ikke just behageligt.
Derudover er der ikke materialer som projekter, computer og skolebøger. Dette vil sige, at hver gang børnene skal lave opgaver, skal de først skrive alle opgaverne ned i deres små blå hæfter. Dette er meget tidkrævende. Det at lave opgaver, kan ofte tage halvdelen af lektionen, da det tager lang tid for børnene at afskrive opgaverne.
Dog skal det også siges, at børnene på Pastor Fred School er heldige i forhold til faciliteterne, da de både har fodboldbane, legeplads og klasseværelse til hver enkelt klasse, hvilket slet ikke er en selvfølge hernede i Uganda.

2. Lærer-elev-forhold: Respekten for lærerne på skolen er meget stor. Man kan tydeligt se, at der findes et hierarki på skolen, som har lærerne i toppen og eleverne nedenunder. Derfor kan man også klart mærke forskellen på danske og ugandiske elever. Dette ses bl.a. når eleverne knæler for lærerne, rejser sig op når der skal siges noget og aldrig siger læren imod.
På mange punkter er det helt fantastisk at se børn med en sådan respekt overfor lærerne. Desværre kan man også mærke, at respekten ofte er baseret på frygt. I Uganda er det stadig lovligt at slå børnene i skolen (selvom der er ved at blive lavet en lov, som siger at det er forbudt), og derfor kan børnene, i tilfælde af at de ikke adlyder læren, få et slag over fingrene.

3. Børnenes disciplin/lyst til at lære: Det, som jeg er blevet allermest overrasket over, er den disciplin, som børnene besidder og deres lyst til at lære. Selvom de er nogle unger med krudt i, og som nyder at fise af sted til idræt, så er de også meget opsat på at høre efter, lave opgaver og lære.
Som jeg også har nævnt tidligere, så er det helt fantastisk at se børnenes små hænder flyve op i luften og deres kroppe lænet helt hen over deres bord, mens de hvisker: ”Teacher, teacher” (lærer, lærer), og alt dette på grund af, at de har svaret på lærens spørgsmål.
Udover deres lyst til at lære, er de også utrolig veldisciplinerede. De hører efter, de tier stille, når man beder dem om det, de går ned på knæ, når de skal aflevere deres hæfter (dette skal man dog lige vænne sig til) og de tager sig af hinanden.

Guldkorn:

I næste uge går børnene på ferie i 2 måneder. Det vil altså sige, at det er slut med at arbejde som lærer. Opgaven som lærer, har været det jeg har frygtet mest ved at skulle til Uganda, men dog er det også den opgave, som jeg er blevet allermest glad for!
Det er så dejligt at kunne være noget for børnene. At vise dem, at man vil dem det godt. At give dem ny viden. At lære dem, at de er noget værd.
Hver dag på skolen er en fest, og jeg oplever at få en masse små guldkorn med mig hjem. Det bliver utrolig svært at sige farvel til mine elskede børn, som hver især har fået en stor plads i mit hjerte!

Skolesystemet i Uganda

Inden jeg skriver om vores arbejde på skolerne, vil jeg først fortælle jer om skolesystemet i Uganda. Skolesystemerne i Danmark og Uganda er nemlig ret forskellige.
Et skoleår i Uganda begynder i starten af februar og slutter i starten af december. Skoleåret er delt op i 3 terms. Eleverne afslutter de første to terms med prøveeksamener, og den sidste med rigtige eksaminationer. Afhængig af om eleven består eller dumper eksaminationerne, rykker eleven videre op i næste klasse eller forbliver i samme klasse. Altså kan en elev godt gå samme klasse om flere gange i streg, hvis han/hun ikke består sin eksamen.
Dette er meget uheldigt, både for eleven, men også for forældrene, som skal betale skolepenge. I nogle tilfælde bliver forældrene nødt til at trække børnene ud af skolen på grund af mangel på penge.
Det er fascinerende at se, hvor meget uganderne går op i eksaminationerne. Vi bliver ofte spurgt, om vi vil bede for deres eksaminationer. I vores kirke, som er moderkirke for 40 andre kirker, deltager en masse unge elever i gudstjenesterne omkring slutningen af skoleåret, for at blive bedt for og for at blive fyldt af Guds visdom. Derudover kan man også finde kort med lykønskninger, som f.eks. ”Congratulations on your examination” eller opmuntringer som f.eks. ”May God give you wisdom.”

For at forstå vigtigheden af de beståede eksaminationer, må man huske på, at mange af børnene kommer fra fattige familier, som har svært ved at betale skolepenge. En dumpet eksamination er derfor lig med endnu et års udgifter i form af skolepenge.
Den ugandiske skole er delt op i 3 sektioner:

1. sektion: Nursery School
2. sektion: Primary School
3. sektion: Secondary School

Nursery School indeholder to klassetrin – Babyclass og Topclass (i få tilfælde findes der også Middleclass, men da dette er meget nyt, er der ikke mange skoler, som har dette klassetrin endnu)
Børnene i Uganda starter som regel i Babyclass omkring 4-5 års alderen. Hele 1.s sektion kan nogenlunde sammenlignes med den danske børnehaveklasse.

Primary School indeholder syv klassetrin og minder meget om de danske klassetrin. I stedet for, at det hedder 1. til 9. klasse, hedder det Primary1, Primary2 osv. (også forkortet som P1, P2 osv.)
Når en elev har færdiggjort Primary7, svarer det til, når en elev i Danmark har færdiggjort 9. klasse.

Secondary School indeholder fire klassetrin og kan sammenlignes med det danske gymnasium.
Klassetrinene er Secondary1, Secondary2, Secondary3 og Secondary4.
Efter at have færdiggjort Secondary School, er man klar til at tage på universitetet og få sig en uddannelse.

Dette var bare lidt kort om skolesystemet i Uganda. Så snart vi får net igen kommer der et blogindlæg om, hvordan det er at undervise på en ugandisk skole.

"3-2-1 - BUNGEE....."

....nedtællingen blev efterfulgt af et langt skrig. Efter blot få sekunder landede jeg sikkert i en lille gummibåd og blev derefter transporteret over til bredden. Aldrig før har det været så skønt at mærke følelsen af fast grund under sine fødder.
Sådan gik det til, da jeg i søndags bungee jumpede.

Egentlig havde planen været bare at overvære de andre volontørers spring. Men mens jeg sad og filmede de andres udspring, blev fristelsen alligevel for stor. Derfor blev jeg simpelthen nødt til at prøve selv at bungee jumpe.
Efter jeg var blevet vejet, havde betalt og til sidst skrevet under på, at hvis jeg fik skader eller i værste tilfælde døde, var det ikke deres ansvar, var jeg (næsten) klar til at tage springet. Da jeg til gengæld stod oppe på platformen, og der lige pludselig var 44 meters luft mellem mig og vandet, var jeg alligevel tæt på at få kolde fødder.
Jeg blev placeret i en stol, mens ”bungee-teamet” (bestående af tre store flinke afrikanere) bandt håndklæder, snore og andet grej rundt om mine ben.
Mens jeg sad der, tror jeg, at jeg nåede at fortryde mit valg op til 50 gange. Jeg var så (!) nervøs. Da jeg så blev bedt om at hoppe helt ud til kanten af platformen, således at mine tæer stak ud over kanten, begyndte mine ben for alvor at ryste. Fra da af og indtil der blev talt ned til hoppet, husker jeg ingenting af bare nervøsitet.

Springet var hurtigt overstået og tog ikke meget mere end 10-20 sekunder. Jeg kunne slet ikke fornemme, hvordan og hvorledes jeg hang med kroppen, fordi det gik så stærkt.
Til gengæld nåede jeg at skrige en hel masse. Jeg tror næsten, at jeg skreg helt indtil jeg hang stille og blev sænket ned i båden.

Det var super sjovt at bungee jumpe, men samtidig også meget grænseoverskridende og helt forfærdeligt. Det var sjovt på grund af den følelse af sejr efter springet. Det var forfærdeligt på grund af det lange hop og den nagende nervøsitet inden.
Jeg er glad for at det er overstået. Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Men jeg gør det aldrig igen! (…i hvert fald ikke lige foreløbig.)







Her ser I den platform, som vi sprang ud fra.
Floden, som man kan se under platformen, er Nilen.

Jeg fik at vide, at jeg skreg hele vejen ned, hvilket dette billede viser meget godt!

I did it!

Sarah og jeg, glade og stolte over, at vi tog springet og overlevede!!!

 

In the jungle.....

Når man sidder og spiser i Masaka og der lige pludselig springer aber rundt oppe i træet, så ved man, at man befinder sig i Afrika.




Minder fra Tanzania

For ca. 2 uger siden blev vi 5 volontører inviteret til Ugandas naboland, Tanzania. Vi skulle sammen med Afrika In Touch' leder Poul og netværkskoordinator Tuja tilbringe 4 dage i Tanzania.

På kun 4 dage fik vi et lille indblik i Tanzanias kultur, som ligner Ugandas kultur en smule, men dog med et par undtagelser.

Da det er ved at være et par uger siden vi var af sted, og min hukommelse ikke altid er lige god, så har jeg valgt at lave en lille billedblog i stedet for at skrive et indlæg. I kan dog gå ind og læse på mine dejlige medvolontørers blogge. Jeg ved med sikkerhed, at de har lagt nogle lange og gode blogge ud omkring Tanzaniaturen, da jeg har observeret dem skrive løs på deres computertaster, mens jeg har lavet....ja, alt muligt andet ;)

Her ses Sarah og Poul på vej til Tanzania i vicepræsidentens jeep.
På vejen til Tanzania oplevede vi hvor smukt dette land er! Jeg vil næsten vove
at påstå, at det var frodigere end Uganda. Men det er selvfølgelig svært
at bedømme efter kun 4 dages ophold!

Line, mig, Sarah og Jacob sidder godt klemt omme bag i jeepen.

Mmmmh....? Nej vel?
En delikatese/snack i Tanzania er ristede græshopper.
Så det første vi gjorde da vi kom til Tanzania var selvfølgelig at smage
sådan en lille fyr. Det var faktisk slet ikke så slemt. Måske bortset fra at øjnene
stadig sad fast på dem. Det var nok ikke lige min yndlingssnack.

Yes! Vi er i Tanzania! Hvor er det fedt, og det fortjener vist lige 10 glade
"thumbs up"!
Bag os 5 volontører kan man se den smukke udsigt, som vi havde hele
køreturen fra Masaka til Bukoba, hvor vi boede.

Afrikanerne forstår at lave vilde frisurer, som denne......

....eller denne!

Her ses Tuja sammen med Sister Sarah Pia, som er diakonist.
Formålet med denne tur til Tanzania var nemlig at komme i kontakt med
hende og planlægge hendes visit til Uganda, hvor hun skal holde foredrag
for Cornerstones (den skole Sarah og Heidi underviser på) lærer.
Men inden vores møde med hende, havde hun arrangeret en lille danse"fest".
Da vi ankom til hendes hus var der nemlig omkring 50 børn og 3 fyre, som
dannede et lille band på trommer og rasleinstrumenter.
Vi fik rigtig fyret en fest af inden vores lille møde!

Når jeg siger butik, forestiller du dig sikkert et rum med hylder, disk og
masser af varer. Men...her i Tanzania kan man sagtens bare nøjes med de
mange varer. På billedet ser man en lille vogn fyldt op med alverdens sager,
som f.eks. fodbolde, hårting, smykker, tøj osv.

Her er hele flokken samlet. Os 5 volontører, Tuja, Poul, vores chauffør,
og to fra Mushemba Foundation, som er en organisation, som hjælper
børn med støtte til deres skolegang.
Manden i den mørkeblå skjorte er Josephat Mushemba, som er stifter
af organisationen sammen med hans danske kone.
De bor i Sønderjylland, så det kom også lidt som et chok for os, da
han pludselig kom hen og sagde "Hej, hvordan har I det?" med en rigtig
sønderjysk accent.

Dette billede er fra Trinity School.
Som man kan se er der borde og stole, lige som dem i de danske skoler.
Skolen får nemlig sponsoreret en del møbler og materialer fra danske skoler.

Børnene på skolen holdt en lille danseopvisning for os. 

Rundt på mange afrikanske skoler kan man se skilte som vist på de
næste 3 billeder.

Alt i alt var det en rigtig god tur til Tanzania! Men det var nu dejligt at komme tilbage til Uganda, for som man siger: "Ude godt, men hjemme bedst!"

Der er fest og sang og glæde

I et land som Uganda, hvor 80% af befolkningen er kristne, er den traditionelle kirkegang hver søndag en vigtig del af ugens forløb. Faktisk er søndag den første ugedag her i Uganda, og der er da heller ikke nogen bedre måde at starte ugen på end at tilbringe formiddagen i Guds hus.
Udover at tilbringe søndag formiddag i Kamuzinda Victory Church (der hvor Pontiano og hans familie deltager) har vi prøvet at deltage til to gudstjenester i Tanzania. I søndags var det så tid til at besøge kirken, som Pastor Fred leder, nemlig Pastor Fred Church. (Pastor Fred er leder på den skole, hvor Line, Jacob og jeg underviser)

Da vi ankom til kirken blev vi som sædvanlig vist op til de forreste rækker. Gudstjenesten begyndte med ikke mindre end halvanden times lovsang. Som musikinstrument gør uganderne tit brug af et keyboard, som afspiller elektriske (og ikke særlig flotte) lyde. Dette har vi ofte undret os over, da afrikanerne er så rytmiske!

Det traditionelle musikinstrument her i Uganda.

Til vores store begejstring var strømmen gået (dette problem oplever vi lige lidt for ofte hernede) og generatoren brød sammen 5 minutter inde i lovsangsdelen. Dette betød, at de måtte hive de store trommer frem. Det var helt fantastisk! Forestil dig en lille ugandisk dreng på højst 10 år tromme på en stor aflang tromme, som om han ikke havde lavet spor andet hele sit liv, Pastor Fred stå og ryste med en lille tamburin plus et børnekor, som synger: ”It is great to surve God.” (Oversættelse: Det er godt at tjene Gud)

Ja tænk, så har man ikke lyst til andet end at glæde sig til en evighed i Himmerig med Gud og synge børnesangen:

”Der er fest og sang og glæde,
når jeg kommer hjem.
Der er fest og sang og glæde,
den dag når jeg når hjem.”

 Efter en masse dejlig lovsang og musik havde Pastor Fred arrangeret, at de unge piger fra kirken skulle opføre den nationale ugandiske dans kaldet Chiganda.

Pastor Fred forklarede, at denne dans var pigernes måde at udtrykke deres tak og lovprisning til Gud på.

Pigerne danser chiganda med deres smukke skørter. 

Både store og små var med til at danse. 

Dette blev efterfulgt af halvanden times prædiken. Pastor Fred prædikede om vigtigheden ved Guds ord, som sit sikre fundament. 

Prædikenen stod meget godt i sammenhæng med banneret, som hang på væggen bag prædikestolen. Der stod: ”The things which are impossible with man are possible with God.” (Oversættelse: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” Lukasevangeliet 18, 27)
Ja, alt er muligt for Gud! Hvor er det godt at have Ham, som sit sikre fundament. Hvor er det godt at være i Hans hænder, i Hans hus. Hvilken fantastisk måde at starte sin uge ud på.

Fødselsdag i Uganda

At fylde 20 år og fejre sin fødselsdag hernede i Uganda, bragte flere overraskelser med sig end jeg lige havde regnet med.
I onsdags trådte jeg for alvor ind i de voksnes rækker. Så traditionen tro var min lille afrikanske familie (de 4 andre volontører) stået tidligt op for at forberede lækkert morgenmad og derefter vække mig med en fødselsdagssang. Og jeg sov da også da de kom ind….eller…næsten i hvert fald.

Klokken 10 skulle vi mødes med Ruth, som bestyrer det babyhjem vi arbejder på hver mandag, onsdag og fredag. Hun havde planlagt en tur for os, hvor vi skulle ud med sponsorgaver til børn, som tidligere havde boet på babyhjemmet, men var kommet tilbage til deres familier.

Efter en god formiddag med en masse børn og smil, tog vi videre til Café Frikadellen (også ejet af Ruth og Carsten, som bestyrer babyhjemmet)

Café Frikadellen er en dansk café og samtidig en internetcafé. Mit eneste krav til dagen, havde nemlig været at få internet, så jeg kunne komme i kontakt med min dejlige familie. For helt rigtig fødselsdag er det da ikke uden ens familie.

Men..man skal huske på, at vi er i Afrika. Og man lærer hurtigt, at de planer man lægger om morgenen, som f.eks. at skrive blogindlæg eller gøre brug af internettet, ikke altid bliver ført ud i livet den samme dag, oftest pga. strømsvigt eller meget dårlig internetforbindelse. Det vil også sige, at der intet internet var denne dag.

Vi tog derfor tilbage til farmen, så vi kunne fejre resten af fødselsdagen hjemme i vores lejlighed. Frustrationerne over internetsvigtet og den manglende kontakt til familien var lidt mange, da vi kørte hjem i taxaen. Det vendte dog hurtigt, da jeg blev overrasket over flere opkald fra familie og venner, fødselsdagssang fra Pontiano og hans familie, samt et kæmpe fødselsdagsbord med kage, god chokolade (det er svært at finde god chokolade, som smager af andet end smør hernede), frugtsalat og bedst af alt – nutella!
Omstændighederne taget i betragtning var dette bord ren luksus.

Mens vi sad rundt om bordet og nød hinandens selskab og den lækre mad, lød der pludselig et brag og et lysskær kom til syne ude foran vores vindue. Der gik lidt tid, hvor vi sad og så skræmt på hinanden, mens vi spekulerede over, hvad i al verden, der var sket lige ude foran vores hus.
Da vi endelig fik samlet mod til os (og med vi mener jeg selvfølgelig ikke mig, men Sarah og Line), gik vi ud for at undersøge sagen nærmere. Man skulle ikke lige tro det, men ude foran vores vindue lå en kæmpe ugle, som var fløjet ind i en elektrisk ledning, havde fået stød og var faldet død til jorden.
Som I nok kan høre, så fik vi os en masse spændende og anderledes overraskelser i løbet af dagen.
Så på trods af afstand fra familie og venner, manglen på pitabrød til aftensmad (den traditionelle fødselsdagsaftensmad hvert år d. 9. oktober hjemme hos familien Lauridsen!) og ikke mindst den stakkels ugles død, så var det en rigtig god fødselsdag!

Ps. Det er ikke kun ugler, vi får besøg af her på farmen. Næste morgen, da jeg gik ud på toilettet, løb der en mus direkte henover gulvet. Men hvad? Måske det var den, som uglen var på jagt efter. Hvem ved?

Lidt krigerisk bliver man vel.

Stakkelts ugle!