fredag den 11. oktober 2013

Fødselsdag i Uganda

At fylde 20 år og fejre sin fødselsdag hernede i Uganda, bragte flere overraskelser med sig end jeg lige havde regnet med.
I onsdags trådte jeg for alvor ind i de voksnes rækker. Så traditionen tro var min lille afrikanske familie (de 4 andre volontører) stået tidligt op for at forberede lækkert morgenmad og derefter vække mig med en fødselsdagssang. Og jeg sov da også da de kom ind….eller…næsten i hvert fald.



Klokken 10 skulle vi mødes med Ruth, som bestyrer det babyhjem vi arbejder på hver mandag, onsdag og fredag. Hun havde planlagt en tur for os, hvor vi skulle ud med sponsorgaver til børn, som tidligere havde boet på babyhjemmet, men var kommet tilbage til deres familier.

Efter en god formiddag med en masse børn og smil, tog vi videre til Café Frikadellen (også ejet af Ruth og Carsten, som bestyrer babyhjemmet)
Café Frikadellen er en dansk café og samtidig en internetcafé. Mit eneste krav til dagen, havde nemlig været at få internet, så jeg kunne komme i kontakt med min dejlige familie. For helt rigtig fødselsdag er det da ikke uden ens familie.
Men..man skal huske på, at vi er i Afrika. Og man lærer hurtigt, at de planer man lægger om morgenen, som f.eks. at skrive blogindlæg eller gøre brug af internettet, ikke altid bliver ført ud i livet den samme dag, oftest pga. strømsvigt eller meget dårlig internetforbindelse. Det vil også sige, at der intet internet var denne dag.

Vi tog derfor tilbage til farmen, så vi kunne fejre resten af fødselsdagen hjemme i vores lejlighed. Frustrationerne over internetsvigtet og den manglende kontakt til familien var lidt mange, da vi kørte hjem i taxaen. Det vendte dog hurtigt, da jeg blev overrasket over flere opkald fra familie og venner, fødselsdagssang fra Pontiano og hans familie, samt et kæmpe fødselsdagsbord med kage, god chokolade (det er svært at finde god chokolade, som smager af andet end smør hernede), frugtsalat og bedst af alt – nutella!
Omstændighederne taget i betragtning var dette bord ren luksus.





Mens vi sad rundt om bordet og nød hinandens selskab og den lækre mad, lød der pludselig et brag og et lysskær kom til syne ude foran vores vindue. Der gik lidt tid, hvor vi sad og så skræmt på hinanden, mens vi spekulerede over, hvad i al verden, der var sket lige ude foran vores hus.
Da vi endelig fik samlet mod til os (og med vi mener jeg selvfølgelig ikke mig, men Sarah og Line), gik vi ud for at undersøge sagen nærmere. Man skulle ikke lige tro det, men ude foran vores vindue lå en kæmpe ugle, som var fløjet ind i en elektrisk ledning, havde fået stød og var faldet død til jorden.
Som I nok kan høre, så fik vi os en masse spændende og anderledes overraskelser i løbet af dagen.
Så på trods af afstand fra familie og venner, manglen på pitabrød til aftensmad (den traditionelle fødselsdagsaftensmad hvert år d. 9. oktober hjemme hos familien Lauridsen!) og ikke mindst den stakkels ugles død, så var det en rigtig god fødselsdag!

Ps. Det er ikke kun ugler, vi får besøg af her på farmen. Næste morgen, da jeg gik ud på toilettet, løb der en mus direkte henover gulvet. Men hvad? Måske det var den, som uglen var på jagt efter. Hvem ved?
Lidt krigerisk bliver man vel.
Stakkelts ugle!




lørdag den 28. september 2013

Når én dag føles som tusind år

Når man bliver inviteret som gæst til biskopindvielse i den lokale kirke her i Kamuzinda, siger man ikke nej. Heller ikke selvom man ingen anelse har om, hvad man går ind til. Så da vi tidligt i løbet af vores ophold her i Uganda blev inviteret til at fejre, at Pastor Daniel skulle indvies som den nye Biskop Daniel, takkede vi gladelig ja.
Vi fik at vide, at festlighederne startede kl. 9. Så søndag d. 15. september stod vi tidligt op for at gøre os klar til den store fest. Da vi ankom til kirken, blev vi mødt med synet af store hvide telte, lange stolerækker, en æresport, som blev efterfulgt af en rød løber, der endte ud i sofaer og stole, som skulle forestille pladser til æresgæsterne – nemlig Biskop Daniel, hans kone og samtlige familiemedlemmer.

5 mzungu'er klædt på til fin fest
Da vi var kommet i god tid, hjalp vi til med opstillingen af de mange stole, som skulle række til de 1500 gæster, som der forventedes at komme. Biskop Daniel skulle nemlig indvies som biskop for hele det sydlige Masaka District, og derfor var der inviteret gæster fra både nær og fjern.
Gæsterne strømmede til, men før de kunne deltage i festen, skulle de stille op i en lang række og tjekkes af politiet. Efter godt to timer ankom Biskop Daniel sammen med hans kone.

De blev budt hjertelig velkommen af gæsterne med sang og dans på den røde løber.
Efter deres entré startede en laaaaang(!) søndag eftermiddag. Selvom sangene og dansen hjalp os til at holde os vågne og ikke mindst holde øjnene åbne, så var der også en del lange taler, som alle foregik på luganda. Det vil sige, at vi forstod sådan ca. ingenting af det de sagde.
Vi fandt det derfor stærkt nødvendigt at lege et par af de såkaldte ”bil-lege” under ceremonien. Jacob og jeg fik næsten 2 timer til at gå med at lege forskellige lege. Da klokken blev 17, og vi efterhånden var meget sultne (sidst vi havde spist var til vores morgenmad kl. 8) blev det meget svært at sidde stille. Maven rumlede og hovedet klagede over den manglende væske.

Klokken 18 blev maden endelig sat frem, og da vi jo er mzungu’er, blev vi som de første guidet ind i et lille rum. Her sad vi sammen med festens fine gæster. Selvom vi nu har været hernede i over en måned, er det stadig meget svært at forholde sig til den status, man som hvid får tillagt sig.
Det kræver en del tilvænning. Men det var dog stadig meget sjovt at sidde i rum med personer som biskoppen og kirkelederen, og se hvordan de guffede maden i sig med fingrene.
Dette var også første gang vi 5 volontører skulle prøve at spise med fingrene. Det gik overraskende godt og maden smagte fantastisk, men jeg vil nu foretrække kniv og gaffel næste gang jeg er i fint selskab.
Vi har senere fået at vide af vores boda boda chauffør, Joseph, at de hernede spiser med fingrene til ære for Gud. Det er Gud, der har skabt alle mennesker med deres hænder. Dermed mener de, at vi ærer Ham ved at spise med fingrene i stedet for at bruge bestik.

Efter at have spist skøn matooke (bananmos), ris, kylling og oksekød (som vi for resten havde set dagen inden, hænge rå på en stang), var vi mere end klar til at komme hjem og smide os i vores senge. Det var en god, oplevelsesrig og laaang dag. Og mens jeg sidder her og skriver denne blog, kan jeg hurtigt blive enige med de andre 4 om, at der nok går et godt stykke tid inden vi skal til vores næste biskopindvielsesfest!
Tina og Halle klædt på i ugandiske nationaldragter.

fredag den 20. september 2013

Små glimt af Uganda

Så kommer der lige lidt billeder fra weekendens oplevelser.
Nettet er desværre stadig ret dårligt, og derfor kommer der ofte blogindlæg uden billeder.

Dette billede er taget fra lørdagens udflugt ud i bushen.
Her ses terrænet omkring den lille "landsby."

Disse lerhytter husede helt op til 11 personer. Hytterne var delt op i 4 små rum.
To soveværelser, et køkken og en stue/entré.
Søndag var vi så i kirke for at fejre indvielsen af den nye biskop.
Her ses Jacob foran Victory Church Kamuzinda, hvor vi deltager i
gudstjenesten hver søndag.
Alle var klædt fint på til den store fest - store som små.
1500 mennesker deltog til den store fest.
Der var derfor også politi ude for at sikre ro og orden.
Hernede i Uganda ser man ofte disse mænd i blå dragter gå rundt med
store geværer. Vi måtte derfor også lige pænt spørge om lov til at
hive kameraet frem.

Her ses vi 5 volontører sammen med vores "værtsfamilie" fra Kamuzinda Farm.
Forrest fra venstre: Pontiano, Solmon, Halle, Tina, Enock og Mamma Halle.
Bagerst fra venstre: Heidi, mig, Line, Jacob og Sarah.




mandag den 16. september 2013

5 mzungu'er i bushen

Lørdag morgen gik turen ud i bushen, hvor vi 5 mzungu’er blev ledsaget af læreren, Herbert (fra Cornerstone school). Vi havde fået at vide, at vi skulle besøge 15-20 familier, så vi fyldte taskerne med gaver i form af sukker, salt, ris, lys og slik. Med nogle gode vandresko på, et par meget(!) tunge tasker og godt humør, travede vi så af sted.
Efter godt 2 timers rask trav nåede vi ud til noget som mest af alt lignede et par øde marker. Vi var i hvert fald langt væk fra alt der hedder storby, elektricitet og luksuriøse omgivelser.
Det var svært at forestille sig, at der kunne bo hele familier i disse små lerhytter, som mødte os på turen. I nogle af lerhytterne (som ikke var meget større end mit værelse) boede der helt op til 11 personer. De små lerhytter var delt op i fire ”rum.” To af rummene var sovekamre, et lille rum var køkkenet og det sidste var entré, dagligstue og spisestue i ét. Møbler og nipsting var der ikke meget af. På gulvet lå der håndlavede måtter, og køkkenet bestod mest af alt af en stabel tallerkner og måske et lille ildsted. Dog var der nogle af familierne fra bushen, som var lidt heldigere, og som havde større huse.
På trods af de trange omgivelser, de lange gåture til skole, markedet osv., virkede alle familierne så glade og taknemmelige. Nogle af de voksne fortalte, at de havde boet i disse lerhytter hele deres liv. Men de var stadig smilende og gæstfrie, og overalt hvor vi kom, var vi hjertelig velkomne. Da vi havde vandret et par timer ude i bushen, vendte vi næsen hjemad igen.
Solen stod højt på himlen og vi kom da også alle hjem svedige, klar til et koldt bad og med røde næser. Efter en spændende dag, hvor vi fik lov til at få et lille indblik i, hvad det vil sige at leve i bushen, må jeg simpelthen takke Gud for alle de gode gaver Han har givet mig. Gaver, som for mig virker så selvfølgelige, at jeg så ofte tager dem for givet. Vi må huske at takke Ham for hans gode gaver til os. For mad på bordet og en varm seng at sove i, er slet ikke en selvfølge her i Uganda.

mandag den 9. september 2013

Fra landet til storbyen

Har du nogensinde prøvet at være i storbyen? At stå midt inde i Københavns virvar af mennesker, biler og cyklister? Prøv at genskabe det kaos inde i dit hoved og forestil dig det så, ganget med 10. Så tror jeg, at du kan få en svag forestil

ling af, hvordan det føles at befinde sig i Kampala.
I tirsdags drog vi 5 volontører nemlig til Kampala, som er Ugandas hovedstad. Byen ligger godt 3 timer fra Kamuzinda. Så vækkeuret ringede alt for tidligt om morgenen, således at vi kunne køre med Pontiano kl. 08.00.
Det meste af turen faldt regnen i store dråber ned på vinduerne, men dette gjorde dog ikke noget, da vi inde i bilen hyggede os med at øve vores færdigheder i engelsk, snakke med Pontiano og sove.
Efter et par timer kunne vi så småt fornemme, at vi var tæt på storbyen. Der begyndte at skyde høje bygninger op i luften, vi så det første lyskryds (!) vi endnu har set i Uganda (hvilket egentlig er unødvendigt, da uganderne alligevel bare kører over for rødt) og antallet af store taxabusser og lastbiler begyndte lige så stille at stige.

Første stop i storbyen var på et hostel kaldet ”Backpackers”, hvor vi for første gang i lang tid fik et glimt af nogle andre hvide mennesker. Her mødte vi bl.a. nogle fra Norge, Sverige og Tyskland.

Sarah, Jacob og jeg med ugandisk chokoladekage.
Dog ikke så lækkert som dansk chokolade!

Andet stop var ved en musikbutik. Her købte Jacob en guitar. I løbet af de næste 4 måneder har han nemlig sat sig for at lære Pontiano og hans søn Halle at spille guitar. Det var da også en meget stolt Pontiano, som gik ud af butikken med en guitar i hænderne.



Sarah, Heidi, Line og jeg med lækker
ugandisk is. Med vandmelon, ananas
og mango-smag! Mums!

Fra musikbutikken blev vi så efterladt på egen hånd. Herfra skulle vi finde til et marked. Dette lykkedes dog ikke helt. Kampala er en stor by, og man kan let fare vild, hvilket vi også erfarede. Midt i vores lille forvildelse endte vi midt i villakvarteret i Kampala. Efter et par timers vandretur i Kampalas gader endte vi i ”Garden City”, som er et vestligt præget indkøbscenter. Her brugte vi et par timer, men det bedste var dog, at vi kunne få os noget lækkert is og et stykke chokoladekage!
Da det begyndte at nærme sig solnedgang, blev vi enige om, at vi hellere måtte finde en taxa, da det ikke er særlig rart at være udenfor i mørket hernede. Vi fandt en taxa og bevægede os ud i trafikken.
Trafikken hernede i Uganda (især Kampala) er virkelig noget for sig selv.
Som sagt er lyskryds et sjældent syn, et fodgængeroverfelt har vi ikke set endnu og boda boda’erne (en slags ”taxa-knallert”) kører på kryds og tværs mellem bilerne på vejen. Så bare det at krydse en vej, var en stor udfordring i sig selv, specielt fordi man skal vænne sig til, at bilerne kører i venstre side, og derfor kommer fra den modsatte retning af vejen end i Danmark.
Heldigvis kom vi trygt hjem på vores hostel tirsdag aften efter en noget anderledes taxatur hjem. Og jeg må indrømme, at der blev sendt en lille bøn op til Gud, hver gang vi steg ind i en taxa, samt en lille tak, når vi kom godt ud af den igen.

Hele onsdag formiddag og eftermiddag gik med at være på ”craft market”, hvilket
Craft market. Det er imponerende at
se alle de håndlavede trommer, masker
og figurer.
er en hel gade fyldt med små boder med alverdens håndlavede ting og sager. Ved hver bod blev der råbt: ”you are very welcome” eller ”hello mzungu, how are you?” Efter 5-6 timer fyldt med forhandlinger og prutten-om-prisen var vi 5 mzungu’er trætte og en del poser, fyldt med souvenirs, tungere.


Det her var så taxa-stoppestedet.
Det er mig en gåde, at de faktisk kan
få det til at fungere!

Nu var det på tide at komme hjem. Så vi gik til Kampalas taxa-stoppested. Aldrig har jeg set, så meget kaos samlet på et sted! Der var en kæmpe stor plads fyldt med i hvert fald 100 taxabusser, som alle ventede på at blive fyldt, så de kunne komme ud på vejene. Da vi havde mast os igennem en del taxabusser, købt provianter i form af vand og chapati (en slags lækre madpandekager) og fundet den rette bus, som kørte til Masaka, kunne vi bevæge os hjemad.

Efter 3 timer i en varm bus på en meget bumpet vej var vi endelig hjemme på farmen igen. Det var to gode dage med en masse nye indtryk. Vi vender helt sikkert tilbage til Kampala. Dog er det dejligt at være tilbage på landet, med knap så mange mennesker, biler og boda boda’er. Som man nu engang siger: ude godt, men hjemme bedst.
Dette syn ses tit inde i byen på biler og boda boda'er.
Sætninger som: "God is able", "God has power" eller denne,
som er set ved Garden City i Kampala.

fredag den 30. august 2013

Glimt fra Uganda

Da der ikke har været internet på farmen og langsom forbindelse på netcafeerne har det været vanskeligt at overføre billeder til bloggen, hvilket er utrolig ærgerligt, da Uganda er så smukt!
Men efter en del tid og en håndfuld tålmodighed har jeg været så heldig at få overført lidt billeder - så her er nogle små glimt af Uganda og vores hverdag.

Evas og jeg på babyhjemmet. Det er nogle skønne børn at arbejde med.
De er fuld af energi og liv. Det er fantastisk at få lov at være en lille del
af deres hverdag!
Danmarks solnedgange er for intet at regne mod Ugandas smukke solnedgange.
Dette billede er taget ude foran vores lejlighed.
Det tog kun 5 minutter for solen at gå ned, så man skal være hurtig.
Som I kan se - Uganda er så smukt!
Sarah og jeg er i gang med at vaske tøj for første gang.
Puha, det er godt nok noget af et projekt! Det tog os næsten hele dagen!
Da tøjet så var tørt, var det stadig lidt beskidt. Vi skal vist lige i træning!

Dette billede er taget første dag i Uganda.
Her er masser af natur og dyreliv. Heldigvis skal vi kun slås med små firben (mindre end denne)
og et par fluer på farmen. Og så er vi helt fri for edderkopper! :)
Her er hele volontørholdet ved ækvator på vej fra Entebbe til Kamuzinda.
Fra venstre: Mig, Jacob, Heidi, Sarah og Line.

Det var så lidt af Uganda. Jeg håber på at kunne lægge mange flere billeder ud.
Vi har det rigtig godt og nyder hver eneste dag! Gud er god!

onsdag den 28. august 2013

De mange nye indtryk!

Så er der allerede gået en uge i Uganda.
Tiden flyver af sted, og med alle de nye indtryk vi har fået, føles det som om der er gået mindst en måned. Men vi glæder os over, at der heldigvis stadig er lang tid tilbage hernede. Vi nyder hvert eneste nye indtryk af smukke Uganda!
Hernede i Uganda er der dejlig varmt (ca. 25-30 grader), selvom der er skyet og det regner en gang i mellem. Pontiano fortalte os en af de første dage, at uganderne glæder sig til regnen, da kaffeplanterne er ved at dø pga. tørken. Derfor ser de regnen som noget godt!
Bare det at køre fra lufthavnen i Entebbe og til Kamuzinda Farm, hvor vi skal bo, var helt fantastisk!
Jeg har aldrig set noget så smukt – så kan man da ikke andet end at takke Gud, for hans fantastiske skaberværk!
Hernede er der rigtig mange, som arbejder i boder eller små butikker ud til gaden. Og så er der rigtig mange som lever af landbrug, ved f.eks. at plante banantræer, hvilket der er stort salg i.
Man køber nemlig ikke bare 5 bananer, når man skal have bananer. Nej, her køber man en hel bananklase, og man kan næsten ikke gå mere end 10 meter før man ser endnu en bod fyldt med bananklaser.

Det er også helt utroligt så mange børn der er hernede. Overalt løber der børn rundt og leger med hinanden. Også her på farmen er der liv og glade dage!
I lørdags gik hele vores dag med at underholde farmens 4 børn – Halle, Tina, Enog og Solmon.
De er alle fulde af energi! Halle er den ældste. Han er 7 år, og har allerede en masse ansvar. Hver gang deres mor eller far vil have alle børnene hjem i deres hus, så kalder de på Halle, så han kan hente dem.
En af de første dage vi var her, sad Halle og Tina (på 4 år) og vaskede tøj.
Det er vildt, at man som 4-årig og 7-årig sidder og vasker tøj for sin mor. Jeg ved knap nok, hvordan man vasker tøj, og når jeg så endelig gør det, så ringer jeg altid til mor for at få hjælp.
Det er skræmmende at se, at børnene bliver nødt til at være voksne i så tidlig en alder!
Samtidig er det dog også vigtigt at fortælle, at børnene her på farmen har det rigtig godt. De har forældre som elsker dem, en stor farm at lege på, mad hver dag og så er vores lejlighed fyldt med legetøj, som de kan lege med.

Da skolen først starter d. 8. september, har vi 5 volontører en del fritid her til at starte med.
Så vi forsøger at finde på nogle spændende ting, som vi skal opleve inden vores hverdag hernede i Uganda starter.
I mandags startede vi på babyhjemmet, men da det kun er mandag, onsdag og fredag indtil kl. 13, så har vi stadig en masse tid til alle mulige andre ting.
Jeg tror ikke, at vi skal være bange for at have for lidt at lave, for hvis vi keder os, så skal Pontiano nok sætte os i gang med noget arbejde – siger han selv.
Vi har snakket med Pontiano om en gang i næste uge at hjælpe ham og nogle andre med at bygge et hus til en fattig familie.
Desuden er der en slags ungdomskonference i den lokale kirke (Kamuzinda Victory Church), som starter d. 1. september og varer en hel uge. Der er vi blevet opfordret til at deltage nogle af dagene, så det har vi også planer om.
Kamuzinda Victory Church er moderkirken til en masse små kirker rundt omkring Kamuzinda by og derfor har de ofte kontakt til de andre kirker og står derfor også for forskellige arrangementer, som f.eks. denne ungdomskonference.
Derudover er der også mulighed for at tage på cafeer med dansk mad og internet, hvilket er en del tiltrængt, da nettet ikke virker her på farmen. Det er skræmmende at mærke, hvor afhængig man plejer at være af det. Inde i Masaka by (ligger 20 km fra farmen) er der også et slags opholdssted med swimmingpool, solstole og internet – så der skal vi også snart hen.
Som I nok kan høre er vi godt beskæftiget! Og hvis vi en dag ikke har noget at lave, så ved vi, at det at lege med Pontianos børn eller vaske tøj, sagtens kan tage en hel dag!

Jeg glæder mig rigtig meget til, at vores hverdag hernede starter, selvom jeg er rigtig nervøs for at skulle undervise. Den anden dag var vi ude og se skolen, hvor Line, Jacob og jeg skal undervise 2 dage om ugen (tirsdag og torsdag).
Skolen hedder ”Abundant Life Learning Centre”, men bliver bare kaldt for ”Pastor Fred”, opkaldt efter ham som har startet skolen op – nemlig Pastor Fred.
Da vi kom ind på hans kontor og skulle snakke med ham, sad han de første 5 minutter og snakkede i telefon. Da han så lagde telefonen på, sagde han: ”You are very welcome” med et stort smil! (En anden sjov lille fakta omkring Uganda er, at alle steder hvor man kommer hen, siger folk som det første; ”You are very welcome” – det er rigtig rart, fordi man altid kommer til at føle sig velkommen, der hvor man er)
Pastor Fred snakkede i lang tid om skolens vision, nemlig de 3 H’er.
Det første H = hovedet – hans vision er at fylde børnenes hoveder med visdom ved at undervise dem i matematik, engelsk, historie osv.
Det andet H = hjertet – hans vision er at fylde børnenes hjerter med Jesus, så de lærer om hans uendelige kærlighed til dem.
Det tredje H = hænderne – hans vision er at gøre børnene i stand til at lave praktisk arbejde med deres hænder.
Han var en mand fyldt med sjæl og passion, og han snakkede glædeligt om, hvor godt det er for os at kende Jesus, og hvor vigtigt det er, at vi bliver bevaret i ham. I løbet af kun 3 dage har jeg hørt flere snakke om Jesus end jeg ville ha’ gjort på 3 måneder derhjemme. Det er fantastisk, hvordan de bare brænder for at bringe det gode budskab videre. Og så er det fantastisk, at de kan være Gud så taknemmelige, selvom de har så lidt! Det kan man godt lære noget af! De sætter virkelig deres lid til Gud.

Uganda er fyldt med nye indtryk (så I må undskylde, hvis de første blogindlæg bliver lidt rodede) og fantastiske mennesker - og jeg glæder mig så meget til at tilbringe 4 måneder hernede sammen med mine 4 rejsekammerater!
(Der er desværre ingen billeder igen denne gang, da internettet er meget dårligt!)