In the jungle.....

Når man sidder og spiser i Masaka og der lige pludselig springer aber rundt oppe i træet, så ved man, at man befinder sig i Afrika.




Minder fra Tanzania

For ca. 2 uger siden blev vi 5 volontører inviteret til Ugandas naboland, Tanzania. Vi skulle sammen med Afrika In Touch' leder Poul og netværkskoordinator Tuja tilbringe 4 dage i Tanzania.

På kun 4 dage fik vi et lille indblik i Tanzanias kultur, som ligner Ugandas kultur en smule, men dog med et par undtagelser.

Da det er ved at være et par uger siden vi var af sted, og min hukommelse ikke altid er lige god, så har jeg valgt at lave en lille billedblog i stedet for at skrive et indlæg. I kan dog gå ind og læse på mine dejlige medvolontørers blogge. Jeg ved med sikkerhed, at de har lagt nogle lange og gode blogge ud omkring Tanzaniaturen, da jeg har observeret dem skrive løs på deres computertaster, mens jeg har lavet....ja, alt muligt andet ;)

Her ses Sarah og Poul på vej til Tanzania i vicepræsidentens jeep.
På vejen til Tanzania oplevede vi hvor smukt dette land er! Jeg vil næsten vove
at påstå, at det var frodigere end Uganda. Men det er selvfølgelig svært
at bedømme efter kun 4 dages ophold!

Line, mig, Sarah og Jacob sidder godt klemt omme bag i jeepen.

Mmmmh....? Nej vel?
En delikatese/snack i Tanzania er ristede græshopper.
Så det første vi gjorde da vi kom til Tanzania var selvfølgelig at smage
sådan en lille fyr. Det var faktisk slet ikke så slemt. Måske bortset fra at øjnene
stadig sad fast på dem. Det var nok ikke lige min yndlingssnack.

Yes! Vi er i Tanzania! Hvor er det fedt, og det fortjener vist lige 10 glade
"thumbs up"!
Bag os 5 volontører kan man se den smukke udsigt, som vi havde hele
køreturen fra Masaka til Bukoba, hvor vi boede.

Afrikanerne forstår at lave vilde frisurer, som denne......

....eller denne!

Her ses Tuja sammen med Sister Sarah Pia, som er diakonist.
Formålet med denne tur til Tanzania var nemlig at komme i kontakt med
hende og planlægge hendes visit til Uganda, hvor hun skal holde foredrag
for Cornerstones (den skole Sarah og Heidi underviser på) lærer.
Men inden vores møde med hende, havde hun arrangeret en lille danse"fest".
Da vi ankom til hendes hus var der nemlig omkring 50 børn og 3 fyre, som
dannede et lille band på trommer og rasleinstrumenter.
Vi fik rigtig fyret en fest af inden vores lille møde!

Når jeg siger butik, forestiller du dig sikkert et rum med hylder, disk og
masser af varer. Men...her i Tanzania kan man sagtens bare nøjes med de
mange varer. På billedet ser man en lille vogn fyldt op med alverdens sager,
som f.eks. fodbolde, hårting, smykker, tøj osv.

Her er hele flokken samlet. Os 5 volontører, Tuja, Poul, vores chauffør,
og to fra Mushemba Foundation, som er en organisation, som hjælper
børn med støtte til deres skolegang.
Manden i den mørkeblå skjorte er Josephat Mushemba, som er stifter
af organisationen sammen med hans danske kone.
De bor i Sønderjylland, så det kom også lidt som et chok for os, da
han pludselig kom hen og sagde "Hej, hvordan har I det?" med en rigtig
sønderjysk accent.

Dette billede er fra Trinity School.
Som man kan se er der borde og stole, lige som dem i de danske skoler.
Skolen får nemlig sponsoreret en del møbler og materialer fra danske skoler.

Børnene på skolen holdt en lille danseopvisning for os. 

Rundt på mange afrikanske skoler kan man se skilte som vist på de
næste 3 billeder.

Alt i alt var det en rigtig god tur til Tanzania! Men det var nu dejligt at komme tilbage til Uganda, for som man siger: "Ude godt, men hjemme bedst!"

Der er fest og sang og glæde

I et land som Uganda, hvor 80% af befolkningen er kristne, er den traditionelle kirkegang hver søndag en vigtig del af ugens forløb. Faktisk er søndag den første ugedag her i Uganda, og der er da heller ikke nogen bedre måde at starte ugen på end at tilbringe formiddagen i Guds hus.
Udover at tilbringe søndag formiddag i Kamuzinda Victory Church (der hvor Pontiano og hans familie deltager) har vi prøvet at deltage til to gudstjenester i Tanzania. I søndags var det så tid til at besøge kirken, som Pastor Fred leder, nemlig Pastor Fred Church. (Pastor Fred er leder på den skole, hvor Line, Jacob og jeg underviser)

Da vi ankom til kirken blev vi som sædvanlig vist op til de forreste rækker. Gudstjenesten begyndte med ikke mindre end halvanden times lovsang. Som musikinstrument gør uganderne tit brug af et keyboard, som afspiller elektriske (og ikke særlig flotte) lyde. Dette har vi ofte undret os over, da afrikanerne er så rytmiske!

Det traditionelle musikinstrument her i Uganda.

Til vores store begejstring var strømmen gået (dette problem oplever vi lige lidt for ofte hernede) og generatoren brød sammen 5 minutter inde i lovsangsdelen. Dette betød, at de måtte hive de store trommer frem. Det var helt fantastisk! Forestil dig en lille ugandisk dreng på højst 10 år tromme på en stor aflang tromme, som om han ikke havde lavet spor andet hele sit liv, Pastor Fred stå og ryste med en lille tamburin plus et børnekor, som synger: ”It is great to surve God.” (Oversættelse: Det er godt at tjene Gud)

Ja tænk, så har man ikke lyst til andet end at glæde sig til en evighed i Himmerig med Gud og synge børnesangen:

”Der er fest og sang og glæde,
når jeg kommer hjem.
Der er fest og sang og glæde,
den dag når jeg når hjem.”

 Efter en masse dejlig lovsang og musik havde Pastor Fred arrangeret, at de unge piger fra kirken skulle opføre den nationale ugandiske dans kaldet Chiganda.

Pastor Fred forklarede, at denne dans var pigernes måde at udtrykke deres tak og lovprisning til Gud på.

Pigerne danser chiganda med deres smukke skørter. 

Både store og små var med til at danse. 

Dette blev efterfulgt af halvanden times prædiken. Pastor Fred prædikede om vigtigheden ved Guds ord, som sit sikre fundament. 

Prædikenen stod meget godt i sammenhæng med banneret, som hang på væggen bag prædikestolen. Der stod: ”The things which are impossible with man are possible with God.” (Oversættelse: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” Lukasevangeliet 18, 27)
Ja, alt er muligt for Gud! Hvor er det godt at have Ham, som sit sikre fundament. Hvor er det godt at være i Hans hænder, i Hans hus. Hvilken fantastisk måde at starte sin uge ud på.

Fødselsdag i Uganda

At fylde 20 år og fejre sin fødselsdag hernede i Uganda, bragte flere overraskelser med sig end jeg lige havde regnet med.
I onsdags trådte jeg for alvor ind i de voksnes rækker. Så traditionen tro var min lille afrikanske familie (de 4 andre volontører) stået tidligt op for at forberede lækkert morgenmad og derefter vække mig med en fødselsdagssang. Og jeg sov da også da de kom ind….eller…næsten i hvert fald.

Klokken 10 skulle vi mødes med Ruth, som bestyrer det babyhjem vi arbejder på hver mandag, onsdag og fredag. Hun havde planlagt en tur for os, hvor vi skulle ud med sponsorgaver til børn, som tidligere havde boet på babyhjemmet, men var kommet tilbage til deres familier.

Efter en god formiddag med en masse børn og smil, tog vi videre til Café Frikadellen (også ejet af Ruth og Carsten, som bestyrer babyhjemmet)

Café Frikadellen er en dansk café og samtidig en internetcafé. Mit eneste krav til dagen, havde nemlig været at få internet, så jeg kunne komme i kontakt med min dejlige familie. For helt rigtig fødselsdag er det da ikke uden ens familie.

Men..man skal huske på, at vi er i Afrika. Og man lærer hurtigt, at de planer man lægger om morgenen, som f.eks. at skrive blogindlæg eller gøre brug af internettet, ikke altid bliver ført ud i livet den samme dag, oftest pga. strømsvigt eller meget dårlig internetforbindelse. Det vil også sige, at der intet internet var denne dag.

Vi tog derfor tilbage til farmen, så vi kunne fejre resten af fødselsdagen hjemme i vores lejlighed. Frustrationerne over internetsvigtet og den manglende kontakt til familien var lidt mange, da vi kørte hjem i taxaen. Det vendte dog hurtigt, da jeg blev overrasket over flere opkald fra familie og venner, fødselsdagssang fra Pontiano og hans familie, samt et kæmpe fødselsdagsbord med kage, god chokolade (det er svært at finde god chokolade, som smager af andet end smør hernede), frugtsalat og bedst af alt – nutella!
Omstændighederne taget i betragtning var dette bord ren luksus.

Mens vi sad rundt om bordet og nød hinandens selskab og den lækre mad, lød der pludselig et brag og et lysskær kom til syne ude foran vores vindue. Der gik lidt tid, hvor vi sad og så skræmt på hinanden, mens vi spekulerede over, hvad i al verden, der var sket lige ude foran vores hus.
Da vi endelig fik samlet mod til os (og med vi mener jeg selvfølgelig ikke mig, men Sarah og Line), gik vi ud for at undersøge sagen nærmere. Man skulle ikke lige tro det, men ude foran vores vindue lå en kæmpe ugle, som var fløjet ind i en elektrisk ledning, havde fået stød og var faldet død til jorden.
Som I nok kan høre, så fik vi os en masse spændende og anderledes overraskelser i løbet af dagen.
Så på trods af afstand fra familie og venner, manglen på pitabrød til aftensmad (den traditionelle fødselsdagsaftensmad hvert år d. 9. oktober hjemme hos familien Lauridsen!) og ikke mindst den stakkels ugles død, så var det en rigtig god fødselsdag!

Ps. Det er ikke kun ugler, vi får besøg af her på farmen. Næste morgen, da jeg gik ud på toilettet, løb der en mus direkte henover gulvet. Men hvad? Måske det var den, som uglen var på jagt efter. Hvem ved?

Lidt krigerisk bliver man vel.

Stakkelts ugle!

Når én dag føles som tusind år

Når man bliver inviteret som gæst til biskopindvielse i den lokale kirke her i Kamuzinda, siger man ikke nej. Heller ikke selvom man ingen anelse har om, hvad man går ind til. Så da vi tidligt i løbet af vores ophold her i Uganda blev inviteret til at fejre, at Pastor Daniel skulle indvies som den nye Biskop Daniel, takkede vi gladelig ja.

Vi fik at vide, at festlighederne startede kl. 9. Så søndag d. 15. september stod vi tidligt op for at gøre os klar til den store fest. Da vi ankom til kirken, blev vi mødt med synet af store hvide telte, lange stolerækker, en æresport, som blev efterfulgt af en rød løber, der endte ud i sofaer og stole, som skulle forestille pladser til æresgæsterne – nemlig Biskop Daniel, hans kone og samtlige familiemedlemmer.

5 mzungu'er klædt på til fin fest

Da vi var kommet i god tid, hjalp vi til med opstillingen af de mange stole, som skulle række til de 1500 gæster, som der forventedes at komme. Biskop Daniel skulle nemlig indvies som biskop for hele det sydlige Masaka District, og derfor var der inviteret gæster fra både nær og fjern.

Gæsterne strømmede til, men før de kunne deltage i festen, skulle de stille op i en lang række og tjekkes af politiet. Efter godt to timer ankom Biskop Daniel sammen med hans kone.

De blev budt hjertelig velkommen af gæsterne med sang og dans på den røde løber.

Efter deres entré startede en laaaaang(!) søndag eftermiddag. Selvom sangene og dansen hjalp os til at holde os vågne og ikke mindst holde øjnene åbne, så var der også en del lange taler, som alle foregik på luganda. Det vil sige, at vi forstod sådan ca. ingenting af det de sagde.

Vi fandt det derfor stærkt nødvendigt at lege et par af de såkaldte ”bil-lege” under ceremonien. Jacob og jeg fik næsten 2 timer til at gå med at lege forskellige lege. Da klokken blev 17, og vi efterhånden var meget sultne (sidst vi havde spist var til vores morgenmad kl. 8) blev det meget svært at sidde stille. Maven rumlede og hovedet klagede over den manglende væske.

Klokken 18 blev maden endelig sat frem, og da vi jo er mzungu’er, blev vi som de første guidet ind i et lille rum. Her sad vi sammen med festens fine gæster. Selvom vi nu har været hernede i over en måned, er det stadig meget svært at forholde sig til den status, man som hvid får tillagt sig.
Det kræver en del tilvænning. Men det var dog stadig meget sjovt at sidde i rum med personer som biskoppen og kirkelederen, og se hvordan de guffede maden i sig med fingrene.
Dette var også første gang vi 5 volontører skulle prøve at spise med fingrene. Det gik overraskende godt og maden smagte fantastisk, men jeg vil nu foretrække kniv og gaffel næste gang jeg er i fint selskab.
Vi har senere fået at vide af vores boda boda chauffør, Joseph, at de hernede spiser med fingrene til ære for Gud. Det er Gud, der har skabt alle mennesker med deres hænder. Dermed mener de, at vi ærer Ham ved at spise med fingrene i stedet for at bruge bestik.

Efter at have spist skøn matooke (bananmos), ris, kylling og oksekød (som vi for resten havde set dagen inden, hænge rå på en stang), var vi mere end klar til at komme hjem og smide os i vores senge. Det var en god, oplevelsesrig og laaang dag. Og mens jeg sidder her og skriver denne blog, kan jeg hurtigt blive enige med de andre 4 om, at der nok går et godt stykke tid inden vi skal til vores næste biskopindvielsesfest!

Tina og Halle klædt på i ugandiske nationaldragter.

Små glimt af Uganda

Så kommer der lige lidt billeder fra weekendens oplevelser.

Nettet er desværre stadig ret dårligt, og derfor kommer der ofte blogindlæg uden billeder.

Dette billede er taget fra lørdagens udflugt ud i bushen.
Her ses terrænet omkring den lille "landsby."

Disse lerhytter husede helt op til 11 personer. Hytterne var delt op i 4 små rum.
To soveværelser, et køkken og en stue/entré.

Søndag var vi så i kirke for at fejre indvielsen af den nye biskop.
Her ses Jacob foran Victory Church Kamuzinda, hvor vi deltager i
gudstjenesten hver søndag.

Alle var klædt fint på til den store fest - store som små.

1500 mennesker deltog til den store fest.
Der var derfor også politi ude for at sikre ro og orden.
Hernede i Uganda ser man ofte disse mænd i blå dragter gå rundt med
store geværer. Vi måtte derfor også lige pænt spørge om lov til at
hive kameraet frem.

Her ses vi 5 volontører sammen med vores "værtsfamilie" fra Kamuzinda Farm.
Forrest fra venstre: Pontiano, Solmon, Halle, Tina, Enock og Mamma Halle.
Bagerst fra venstre: Heidi, mig, Line, Jacob og Sarah.

5 mzungu'er i bushen

Lørdag morgen gik turen ud i bushen, hvor vi 5 mzungu’er blev ledsaget af læreren, Herbert (fra Cornerstone school). Vi havde fået at vide, at vi skulle besøge 15-20 familier, så vi fyldte taskerne med gaver i form af sukker, salt, ris, lys og slik. Med nogle gode vandresko på, et par meget(!) tunge tasker og godt humør, travede vi så af sted.
Efter godt 2 timers rask trav nåede vi ud til noget som mest af alt lignede et par øde marker. Vi var i hvert fald langt væk fra alt der hedder storby, elektricitet og luksuriøse omgivelser.
Det var svært at forestille sig, at der kunne bo hele familier i disse små lerhytter, som mødte os på turen. I nogle af lerhytterne (som ikke var meget større end mit værelse) boede der helt op til 11 personer. De små lerhytter var delt op i fire ”rum.” To af rummene var sovekamre, et lille rum var køkkenet og det sidste var entré, dagligstue og spisestue i ét. Møbler og nipsting var der ikke meget af. På gulvet lå der håndlavede måtter, og køkkenet bestod mest af alt af en stabel tallerkner og måske et lille ildsted. Dog var der nogle af familierne fra bushen, som var lidt heldigere, og som havde større huse.
På trods af de trange omgivelser, de lange gåture til skole, markedet osv., virkede alle familierne så glade og taknemmelige. Nogle af de voksne fortalte, at de havde boet i disse lerhytter hele deres liv. Men de var stadig smilende og gæstfrie, og overalt hvor vi kom, var vi hjertelig velkomne. Da vi havde vandret et par timer ude i bushen, vendte vi næsen hjemad igen.
Solen stod højt på himlen og vi kom da også alle hjem svedige, klar til et koldt bad og med røde næser. Efter en spændende dag, hvor vi fik lov til at få et lille indblik i, hvad det vil sige at leve i bushen, må jeg simpelthen takke Gud for alle de gode gaver Han har givet mig. Gaver, som for mig virker så selvfølgelige, at jeg så ofte tager dem for givet. Vi må huske at takke Ham for hans gode gaver til os. For mad på bordet og en varm seng at sove i, er slet ikke en selvfølge her i Uganda.