In the jungle.....

Når man sidder og spiser i Masaka og der lige pludselig springer aber rundt oppe i træet, så ved man, at man befinder sig i Afrika.




Minder fra Tanzania

For ca. 2 uger siden blev vi 5 volontører inviteret til Ugandas naboland, Tanzania. Vi skulle sammen med Afrika In Touch' leder Poul og netværkskoordinator Tuja tilbringe 4 dage i Tanzania.

På kun 4 dage fik vi et lille indblik i Tanzanias kultur, som ligner Ugandas kultur en smule, men dog med et par undtagelser.

Da det er ved at være et par uger siden vi var af sted, og min hukommelse ikke altid er lige god, så har jeg valgt at lave en lille billedblog i stedet for at skrive et indlæg. I kan dog gå ind og læse på mine dejlige medvolontørers blogge. Jeg ved med sikkerhed, at de har lagt nogle lange og gode blogge ud omkring Tanzaniaturen, da jeg har observeret dem skrive løs på deres computertaster, mens jeg har lavet....ja, alt muligt andet ;)

Her ses Sarah og Poul på vej til Tanzania i vicepræsidentens jeep.
På vejen til Tanzania oplevede vi hvor smukt dette land er! Jeg vil næsten vove
at påstå, at det var frodigere end Uganda. Men det er selvfølgelig svært
at bedømme efter kun 4 dages ophold!

Line, mig, Sarah og Jacob sidder godt klemt omme bag i jeepen.

Mmmmh....? Nej vel?
En delikatese/snack i Tanzania er ristede græshopper.
Så det første vi gjorde da vi kom til Tanzania var selvfølgelig at smage
sådan en lille fyr. Det var faktisk slet ikke så slemt. Måske bortset fra at øjnene
stadig sad fast på dem. Det var nok ikke lige min yndlingssnack.

Yes! Vi er i Tanzania! Hvor er det fedt, og det fortjener vist lige 10 glade
"thumbs up"!
Bag os 5 volontører kan man se den smukke udsigt, som vi havde hele
køreturen fra Masaka til Bukoba, hvor vi boede.

Afrikanerne forstår at lave vilde frisurer, som denne......

....eller denne!

Her ses Tuja sammen med Sister Sarah Pia, som er diakonist.
Formålet med denne tur til Tanzania var nemlig at komme i kontakt med
hende og planlægge hendes visit til Uganda, hvor hun skal holde foredrag
for Cornerstones (den skole Sarah og Heidi underviser på) lærer.
Men inden vores møde med hende, havde hun arrangeret en lille danse"fest".
Da vi ankom til hendes hus var der nemlig omkring 50 børn og 3 fyre, som
dannede et lille band på trommer og rasleinstrumenter.
Vi fik rigtig fyret en fest af inden vores lille møde!

Når jeg siger butik, forestiller du dig sikkert et rum med hylder, disk og
masser af varer. Men...her i Tanzania kan man sagtens bare nøjes med de
mange varer. På billedet ser man en lille vogn fyldt op med alverdens sager,
som f.eks. fodbolde, hårting, smykker, tøj osv.

Her er hele flokken samlet. Os 5 volontører, Tuja, Poul, vores chauffør,
og to fra Mushemba Foundation, som er en organisation, som hjælper
børn med støtte til deres skolegang.
Manden i den mørkeblå skjorte er Josephat Mushemba, som er stifter
af organisationen sammen med hans danske kone.
De bor i Sønderjylland, så det kom også lidt som et chok for os, da
han pludselig kom hen og sagde "Hej, hvordan har I det?" med en rigtig
sønderjysk accent.

Dette billede er fra Trinity School.
Som man kan se er der borde og stole, lige som dem i de danske skoler.
Skolen får nemlig sponsoreret en del møbler og materialer fra danske skoler.

Børnene på skolen holdt en lille danseopvisning for os. 

Rundt på mange afrikanske skoler kan man se skilte som vist på de
næste 3 billeder.

Alt i alt var det en rigtig god tur til Tanzania! Men det var nu dejligt at komme tilbage til Uganda, for som man siger: "Ude godt, men hjemme bedst!"

Der er fest og sang og glæde

I et land som Uganda, hvor 80% af befolkningen er kristne, er den traditionelle kirkegang hver søndag en vigtig del af ugens forløb. Faktisk er søndag den første ugedag her i Uganda, og der er da heller ikke nogen bedre måde at starte ugen på end at tilbringe formiddagen i Guds hus.
Udover at tilbringe søndag formiddag i Kamuzinda Victory Church (der hvor Pontiano og hans familie deltager) har vi prøvet at deltage til to gudstjenester i Tanzania. I søndags var det så tid til at besøge kirken, som Pastor Fred leder, nemlig Pastor Fred Church. (Pastor Fred er leder på den skole, hvor Line, Jacob og jeg underviser)

Da vi ankom til kirken blev vi som sædvanlig vist op til de forreste rækker. Gudstjenesten begyndte med ikke mindre end halvanden times lovsang. Som musikinstrument gør uganderne tit brug af et keyboard, som afspiller elektriske (og ikke særlig flotte) lyde. Dette har vi ofte undret os over, da afrikanerne er så rytmiske!

Det traditionelle musikinstrument her i Uganda.

Til vores store begejstring var strømmen gået (dette problem oplever vi lige lidt for ofte hernede) og generatoren brød sammen 5 minutter inde i lovsangsdelen. Dette betød, at de måtte hive de store trommer frem. Det var helt fantastisk! Forestil dig en lille ugandisk dreng på højst 10 år tromme på en stor aflang tromme, som om han ikke havde lavet spor andet hele sit liv, Pastor Fred stå og ryste med en lille tamburin plus et børnekor, som synger: ”It is great to surve God.” (Oversættelse: Det er godt at tjene Gud)

Ja tænk, så har man ikke lyst til andet end at glæde sig til en evighed i Himmerig med Gud og synge børnesangen:

”Der er fest og sang og glæde,
når jeg kommer hjem.
Der er fest og sang og glæde,
den dag når jeg når hjem.”

 Efter en masse dejlig lovsang og musik havde Pastor Fred arrangeret, at de unge piger fra kirken skulle opføre den nationale ugandiske dans kaldet Chiganda.

Pastor Fred forklarede, at denne dans var pigernes måde at udtrykke deres tak og lovprisning til Gud på.

Pigerne danser chiganda med deres smukke skørter. 

Både store og små var med til at danse. 

Dette blev efterfulgt af halvanden times prædiken. Pastor Fred prædikede om vigtigheden ved Guds ord, som sit sikre fundament. 

Prædikenen stod meget godt i sammenhæng med banneret, som hang på væggen bag prædikestolen. Der stod: ”The things which are impossible with man are possible with God.” (Oversættelse: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” Lukasevangeliet 18, 27)
Ja, alt er muligt for Gud! Hvor er det godt at have Ham, som sit sikre fundament. Hvor er det godt at være i Hans hænder, i Hans hus. Hvilken fantastisk måde at starte sin uge ud på.

Fødselsdag i Uganda

At fylde 20 år og fejre sin fødselsdag hernede i Uganda, bragte flere overraskelser med sig end jeg lige havde regnet med.
I onsdags trådte jeg for alvor ind i de voksnes rækker. Så traditionen tro var min lille afrikanske familie (de 4 andre volontører) stået tidligt op for at forberede lækkert morgenmad og derefter vække mig med en fødselsdagssang. Og jeg sov da også da de kom ind….eller…næsten i hvert fald.

Klokken 10 skulle vi mødes med Ruth, som bestyrer det babyhjem vi arbejder på hver mandag, onsdag og fredag. Hun havde planlagt en tur for os, hvor vi skulle ud med sponsorgaver til børn, som tidligere havde boet på babyhjemmet, men var kommet tilbage til deres familier.

Efter en god formiddag med en masse børn og smil, tog vi videre til Café Frikadellen (også ejet af Ruth og Carsten, som bestyrer babyhjemmet)

Café Frikadellen er en dansk café og samtidig en internetcafé. Mit eneste krav til dagen, havde nemlig været at få internet, så jeg kunne komme i kontakt med min dejlige familie. For helt rigtig fødselsdag er det da ikke uden ens familie.

Men..man skal huske på, at vi er i Afrika. Og man lærer hurtigt, at de planer man lægger om morgenen, som f.eks. at skrive blogindlæg eller gøre brug af internettet, ikke altid bliver ført ud i livet den samme dag, oftest pga. strømsvigt eller meget dårlig internetforbindelse. Det vil også sige, at der intet internet var denne dag.

Vi tog derfor tilbage til farmen, så vi kunne fejre resten af fødselsdagen hjemme i vores lejlighed. Frustrationerne over internetsvigtet og den manglende kontakt til familien var lidt mange, da vi kørte hjem i taxaen. Det vendte dog hurtigt, da jeg blev overrasket over flere opkald fra familie og venner, fødselsdagssang fra Pontiano og hans familie, samt et kæmpe fødselsdagsbord med kage, god chokolade (det er svært at finde god chokolade, som smager af andet end smør hernede), frugtsalat og bedst af alt – nutella!
Omstændighederne taget i betragtning var dette bord ren luksus.

Mens vi sad rundt om bordet og nød hinandens selskab og den lækre mad, lød der pludselig et brag og et lysskær kom til syne ude foran vores vindue. Der gik lidt tid, hvor vi sad og så skræmt på hinanden, mens vi spekulerede over, hvad i al verden, der var sket lige ude foran vores hus.
Da vi endelig fik samlet mod til os (og med vi mener jeg selvfølgelig ikke mig, men Sarah og Line), gik vi ud for at undersøge sagen nærmere. Man skulle ikke lige tro det, men ude foran vores vindue lå en kæmpe ugle, som var fløjet ind i en elektrisk ledning, havde fået stød og var faldet død til jorden.
Som I nok kan høre, så fik vi os en masse spændende og anderledes overraskelser i løbet af dagen.
Så på trods af afstand fra familie og venner, manglen på pitabrød til aftensmad (den traditionelle fødselsdagsaftensmad hvert år d. 9. oktober hjemme hos familien Lauridsen!) og ikke mindst den stakkels ugles død, så var det en rigtig god fødselsdag!

Ps. Det er ikke kun ugler, vi får besøg af her på farmen. Næste morgen, da jeg gik ud på toilettet, løb der en mus direkte henover gulvet. Men hvad? Måske det var den, som uglen var på jagt efter. Hvem ved?

Lidt krigerisk bliver man vel.

Stakkelts ugle!