Når én dag føles som tusind år

Når man bliver inviteret som gæst til biskopindvielse i den lokale kirke her i Kamuzinda, siger man ikke nej. Heller ikke selvom man ingen anelse har om, hvad man går ind til. Så da vi tidligt i løbet af vores ophold her i Uganda blev inviteret til at fejre, at Pastor Daniel skulle indvies som den nye Biskop Daniel, takkede vi gladelig ja.

Vi fik at vide, at festlighederne startede kl. 9. Så søndag d. 15. september stod vi tidligt op for at gøre os klar til den store fest. Da vi ankom til kirken, blev vi mødt med synet af store hvide telte, lange stolerækker, en æresport, som blev efterfulgt af en rød løber, der endte ud i sofaer og stole, som skulle forestille pladser til æresgæsterne – nemlig Biskop Daniel, hans kone og samtlige familiemedlemmer.

5 mzungu'er klædt på til fin fest

Da vi var kommet i god tid, hjalp vi til med opstillingen af de mange stole, som skulle række til de 1500 gæster, som der forventedes at komme. Biskop Daniel skulle nemlig indvies som biskop for hele det sydlige Masaka District, og derfor var der inviteret gæster fra både nær og fjern.

Gæsterne strømmede til, men før de kunne deltage i festen, skulle de stille op i en lang række og tjekkes af politiet. Efter godt to timer ankom Biskop Daniel sammen med hans kone.

De blev budt hjertelig velkommen af gæsterne med sang og dans på den røde løber.

Efter deres entré startede en laaaaang(!) søndag eftermiddag. Selvom sangene og dansen hjalp os til at holde os vågne og ikke mindst holde øjnene åbne, så var der også en del lange taler, som alle foregik på luganda. Det vil sige, at vi forstod sådan ca. ingenting af det de sagde.

Vi fandt det derfor stærkt nødvendigt at lege et par af de såkaldte ”bil-lege” under ceremonien. Jacob og jeg fik næsten 2 timer til at gå med at lege forskellige lege. Da klokken blev 17, og vi efterhånden var meget sultne (sidst vi havde spist var til vores morgenmad kl. 8) blev det meget svært at sidde stille. Maven rumlede og hovedet klagede over den manglende væske.

Klokken 18 blev maden endelig sat frem, og da vi jo er mzungu’er, blev vi som de første guidet ind i et lille rum. Her sad vi sammen med festens fine gæster. Selvom vi nu har været hernede i over en måned, er det stadig meget svært at forholde sig til den status, man som hvid får tillagt sig.
Det kræver en del tilvænning. Men det var dog stadig meget sjovt at sidde i rum med personer som biskoppen og kirkelederen, og se hvordan de guffede maden i sig med fingrene.
Dette var også første gang vi 5 volontører skulle prøve at spise med fingrene. Det gik overraskende godt og maden smagte fantastisk, men jeg vil nu foretrække kniv og gaffel næste gang jeg er i fint selskab.
Vi har senere fået at vide af vores boda boda chauffør, Joseph, at de hernede spiser med fingrene til ære for Gud. Det er Gud, der har skabt alle mennesker med deres hænder. Dermed mener de, at vi ærer Ham ved at spise med fingrene i stedet for at bruge bestik.

Efter at have spist skøn matooke (bananmos), ris, kylling og oksekød (som vi for resten havde set dagen inden, hænge rå på en stang), var vi mere end klar til at komme hjem og smide os i vores senge. Det var en god, oplevelsesrig og laaang dag. Og mens jeg sidder her og skriver denne blog, kan jeg hurtigt blive enige med de andre 4 om, at der nok går et godt stykke tid inden vi skal til vores næste biskopindvielsesfest!

Tina og Halle klædt på i ugandiske nationaldragter.

Små glimt af Uganda

Så kommer der lige lidt billeder fra weekendens oplevelser.

Nettet er desværre stadig ret dårligt, og derfor kommer der ofte blogindlæg uden billeder.

Dette billede er taget fra lørdagens udflugt ud i bushen.
Her ses terrænet omkring den lille "landsby."

Disse lerhytter husede helt op til 11 personer. Hytterne var delt op i 4 små rum.
To soveværelser, et køkken og en stue/entré.

Søndag var vi så i kirke for at fejre indvielsen af den nye biskop.
Her ses Jacob foran Victory Church Kamuzinda, hvor vi deltager i
gudstjenesten hver søndag.

Alle var klædt fint på til den store fest - store som små.

1500 mennesker deltog til den store fest.
Der var derfor også politi ude for at sikre ro og orden.
Hernede i Uganda ser man ofte disse mænd i blå dragter gå rundt med
store geværer. Vi måtte derfor også lige pænt spørge om lov til at
hive kameraet frem.

Her ses vi 5 volontører sammen med vores "værtsfamilie" fra Kamuzinda Farm.
Forrest fra venstre: Pontiano, Solmon, Halle, Tina, Enock og Mamma Halle.
Bagerst fra venstre: Heidi, mig, Line, Jacob og Sarah.

5 mzungu'er i bushen

Lørdag morgen gik turen ud i bushen, hvor vi 5 mzungu’er blev ledsaget af læreren, Herbert (fra Cornerstone school). Vi havde fået at vide, at vi skulle besøge 15-20 familier, så vi fyldte taskerne med gaver i form af sukker, salt, ris, lys og slik. Med nogle gode vandresko på, et par meget(!) tunge tasker og godt humør, travede vi så af sted.
Efter godt 2 timers rask trav nåede vi ud til noget som mest af alt lignede et par øde marker. Vi var i hvert fald langt væk fra alt der hedder storby, elektricitet og luksuriøse omgivelser.
Det var svært at forestille sig, at der kunne bo hele familier i disse små lerhytter, som mødte os på turen. I nogle af lerhytterne (som ikke var meget større end mit værelse) boede der helt op til 11 personer. De små lerhytter var delt op i fire ”rum.” To af rummene var sovekamre, et lille rum var køkkenet og det sidste var entré, dagligstue og spisestue i ét. Møbler og nipsting var der ikke meget af. På gulvet lå der håndlavede måtter, og køkkenet bestod mest af alt af en stabel tallerkner og måske et lille ildsted. Dog var der nogle af familierne fra bushen, som var lidt heldigere, og som havde større huse.
På trods af de trange omgivelser, de lange gåture til skole, markedet osv., virkede alle familierne så glade og taknemmelige. Nogle af de voksne fortalte, at de havde boet i disse lerhytter hele deres liv. Men de var stadig smilende og gæstfrie, og overalt hvor vi kom, var vi hjertelig velkomne. Da vi havde vandret et par timer ude i bushen, vendte vi næsen hjemad igen.
Solen stod højt på himlen og vi kom da også alle hjem svedige, klar til et koldt bad og med røde næser. Efter en spændende dag, hvor vi fik lov til at få et lille indblik i, hvad det vil sige at leve i bushen, må jeg simpelthen takke Gud for alle de gode gaver Han har givet mig. Gaver, som for mig virker så selvfølgelige, at jeg så ofte tager dem for givet. Vi må huske at takke Ham for hans gode gaver til os. For mad på bordet og en varm seng at sove i, er slet ikke en selvfølge her i Uganda.

Fra landet til storbyen

Har du nogensinde prøvet at være i storbyen? At stå midt inde i Københavns virvar af mennesker, biler og cyklister? Prøv at genskabe det kaos inde i dit hoved og forestil dig det så, ganget med 10. Så tror jeg, at du kan få en svag forestil

ling af, hvordan det føles at befinde sig i Kampala.

I tirsdags drog vi 5 volontører nemlig til Kampala, som er Ugandas hovedstad. Byen ligger godt 3 timer fra Kamuzinda. Så vækkeuret ringede alt for tidligt om morgenen, således at vi kunne køre med Pontiano kl. 08.00.

Det meste af turen faldt regnen i store dråber ned på vinduerne, men dette gjorde dog ikke noget, da vi inde i bilen hyggede os med at øve vores færdigheder i engelsk, snakke med Pontiano og sove.

Efter et par timer kunne vi så småt fornemme, at vi var tæt på storbyen. Der begyndte at skyde høje bygninger op i luften, vi så det første lyskryds (!) vi endnu har set i Uganda (hvilket egentlig er unødvendigt, da uganderne alligevel bare kører over for rødt) og antallet af store taxabusser og lastbiler begyndte lige så stille at stige.

Første stop i storbyen var på et hostel kaldet ”Backpackers”, hvor vi for første gang i lang tid fik et glimt af nogle andre hvide mennesker. Her mødte vi bl.a. nogle fra Norge, Sverige og Tyskland.



Sarah, Jacob og jeg med ugandisk chokoladekage.
Dog ikke så lækkert som dansk chokolade!



Andet stop var ved en musikbutik. Her købte Jacob en guitar. I løbet af de næste 4 måneder har han nemlig sat sig for at lære Pontiano og hans søn Halle at spille guitar. Det var da også en meget stolt Pontiano, som gik ud af butikken med en guitar i hænderne.





Sarah, Heidi, Line og jeg med lækker
ugandisk is. Med vandmelon, ananas
og mango-smag! Mums!



Fra musikbutikken blev vi så efterladt på egen hånd. Herfra skulle vi finde til et marked. Dette lykkedes dog ikke helt. Kampala er en stor by, og man kan let fare vild, hvilket vi også erfarede. Midt i vores lille forvildelse endte vi midt i villakvarteret i Kampala. Efter et par timers vandretur i Kampalas gader endte vi i ”Garden City”, som er et vestligt præget indkøbscenter. Her brugte vi et par timer, men det bedste var dog, at vi kunne få os noget lækkert is og et stykke chokoladekage!

Da det begyndte at nærme sig solnedgang, blev vi enige om, at vi hellere måtte finde en taxa, da det ikke er særlig rart at være udenfor i mørket hernede. Vi fandt en taxa og bevægede os ud i trafikken.

Trafikken hernede i Uganda (især Kampala) er virkelig noget for sig selv.

Som sagt er lyskryds et sjældent syn, et fodgængeroverfelt har vi ikke set endnu og boda boda’erne (en slags ”taxa-knallert”) kører på kryds og tværs mellem bilerne på vejen. Så bare det at krydse en vej, var en stor udfordring i sig selv, specielt fordi man skal vænne sig til, at bilerne kører i venstre side, og derfor kommer fra den modsatte retning af vejen end i Danmark.

Heldigvis kom vi trygt hjem på vores hostel tirsdag aften efter en noget anderledes taxatur hjem. Og jeg må indrømme, at der blev sendt en lille bøn op til Gud, hver gang vi steg ind i en taxa, samt en lille tak, når vi kom godt ud af den igen.

Hele onsdag formiddag og eftermiddag gik med at være på ”craft market”, hvilket

Craft market. Det er imponerende at

se alle de håndlavede trommer, masker

og figurer.

er en hel gade fyldt med små boder med alverdens håndlavede ting og sager. Ved hver bod blev der råbt: ”you are very welcome” eller ”hello mzungu, how are you?” Efter 5-6 timer fyldt med forhandlinger og prutten-om-prisen var vi 5 mzungu’er trætte og en del poser, fyldt med souvenirs, tungere.





Det her var så taxa-stoppestedet.
Det er mig en gåde, at de faktisk kan
få det til at fungere!



Nu var det på tide at komme hjem. Så vi gik til Kampalas taxa-stoppested. Aldrig har jeg set, så meget kaos samlet på et sted! Der var en kæmpe stor plads fyldt med i hvert fald 100 taxabusser, som alle ventede på at blive fyldt, så de kunne komme ud på vejene. Da vi havde mast os igennem en del taxabusser, købt provianter i form af vand og chapati (en slags lækre madpandekager) og fundet den rette bus, som kørte til Masaka, kunne vi bevæge os hjemad.



Efter 3 timer i en varm bus på en meget bumpet vej var vi endelig hjemme på farmen igen. Det var to gode dage med en masse nye indtryk. Vi vender helt sikkert tilbage til Kampala. Dog er det dejligt at være tilbage på landet, med knap så mange mennesker, biler og boda boda’er. Som man nu engang siger: ude godt, men hjemme bedst.

Dette syn ses tit inde i byen på biler og boda boda'er.
Sætninger som: "God is able", "God has power" eller denne,
som er set ved Garden City i Kampala.