Fra landet til storbyen

Har du nogensinde prøvet at være i storbyen? At stå midt inde i Københavns virvar af mennesker, biler og cyklister? Prøv at genskabe det kaos inde i dit hoved og forestil dig det så, ganget med 10. Så tror jeg, at du kan få en svag forestil

ling af, hvordan det føles at befinde sig i Kampala.

I tirsdags drog vi 5 volontører nemlig til Kampala, som er Ugandas hovedstad. Byen ligger godt 3 timer fra Kamuzinda. Så vækkeuret ringede alt for tidligt om morgenen, således at vi kunne køre med Pontiano kl. 08.00.

Det meste af turen faldt regnen i store dråber ned på vinduerne, men dette gjorde dog ikke noget, da vi inde i bilen hyggede os med at øve vores færdigheder i engelsk, snakke med Pontiano og sove.

Efter et par timer kunne vi så småt fornemme, at vi var tæt på storbyen. Der begyndte at skyde høje bygninger op i luften, vi så det første lyskryds (!) vi endnu har set i Uganda (hvilket egentlig er unødvendigt, da uganderne alligevel bare kører over for rødt) og antallet af store taxabusser og lastbiler begyndte lige så stille at stige.

Første stop i storbyen var på et hostel kaldet ”Backpackers”, hvor vi for første gang i lang tid fik et glimt af nogle andre hvide mennesker. Her mødte vi bl.a. nogle fra Norge, Sverige og Tyskland.



Sarah, Jacob og jeg med ugandisk chokoladekage.
Dog ikke så lækkert som dansk chokolade!



Andet stop var ved en musikbutik. Her købte Jacob en guitar. I løbet af de næste 4 måneder har han nemlig sat sig for at lære Pontiano og hans søn Halle at spille guitar. Det var da også en meget stolt Pontiano, som gik ud af butikken med en guitar i hænderne.





Sarah, Heidi, Line og jeg med lækker
ugandisk is. Med vandmelon, ananas
og mango-smag! Mums!



Fra musikbutikken blev vi så efterladt på egen hånd. Herfra skulle vi finde til et marked. Dette lykkedes dog ikke helt. Kampala er en stor by, og man kan let fare vild, hvilket vi også erfarede. Midt i vores lille forvildelse endte vi midt i villakvarteret i Kampala. Efter et par timers vandretur i Kampalas gader endte vi i ”Garden City”, som er et vestligt præget indkøbscenter. Her brugte vi et par timer, men det bedste var dog, at vi kunne få os noget lækkert is og et stykke chokoladekage!

Da det begyndte at nærme sig solnedgang, blev vi enige om, at vi hellere måtte finde en taxa, da det ikke er særlig rart at være udenfor i mørket hernede. Vi fandt en taxa og bevægede os ud i trafikken.

Trafikken hernede i Uganda (især Kampala) er virkelig noget for sig selv.

Som sagt er lyskryds et sjældent syn, et fodgængeroverfelt har vi ikke set endnu og boda boda’erne (en slags ”taxa-knallert”) kører på kryds og tværs mellem bilerne på vejen. Så bare det at krydse en vej, var en stor udfordring i sig selv, specielt fordi man skal vænne sig til, at bilerne kører i venstre side, og derfor kommer fra den modsatte retning af vejen end i Danmark.

Heldigvis kom vi trygt hjem på vores hostel tirsdag aften efter en noget anderledes taxatur hjem. Og jeg må indrømme, at der blev sendt en lille bøn op til Gud, hver gang vi steg ind i en taxa, samt en lille tak, når vi kom godt ud af den igen.

Hele onsdag formiddag og eftermiddag gik med at være på ”craft market”, hvilket

Craft market. Det er imponerende at

se alle de håndlavede trommer, masker

og figurer.

er en hel gade fyldt med små boder med alverdens håndlavede ting og sager. Ved hver bod blev der råbt: ”you are very welcome” eller ”hello mzungu, how are you?” Efter 5-6 timer fyldt med forhandlinger og prutten-om-prisen var vi 5 mzungu’er trætte og en del poser, fyldt med souvenirs, tungere.





Det her var så taxa-stoppestedet.
Det er mig en gåde, at de faktisk kan
få det til at fungere!



Nu var det på tide at komme hjem. Så vi gik til Kampalas taxa-stoppested. Aldrig har jeg set, så meget kaos samlet på et sted! Der var en kæmpe stor plads fyldt med i hvert fald 100 taxabusser, som alle ventede på at blive fyldt, så de kunne komme ud på vejene. Da vi havde mast os igennem en del taxabusser, købt provianter i form af vand og chapati (en slags lækre madpandekager) og fundet den rette bus, som kørte til Masaka, kunne vi bevæge os hjemad.



Efter 3 timer i en varm bus på en meget bumpet vej var vi endelig hjemme på farmen igen. Det var to gode dage med en masse nye indtryk. Vi vender helt sikkert tilbage til Kampala. Dog er det dejligt at være tilbage på landet, med knap så mange mennesker, biler og boda boda’er. Som man nu engang siger: ude godt, men hjemme bedst.

Dette syn ses tit inde i byen på biler og boda boda'er.
Sætninger som: "God is able", "God has power" eller denne,
som er set ved Garden City i Kampala.