Når én dag føles som tusind år

Når man bliver inviteret som gæst til biskopindvielse i den lokale kirke her i Kamuzinda, siger man ikke nej. Heller ikke selvom man ingen anelse har om, hvad man går ind til. Så da vi tidligt i løbet af vores ophold her i Uganda blev inviteret til at fejre, at Pastor Daniel skulle indvies som den nye Biskop Daniel, takkede vi gladelig ja.

Vi fik at vide, at festlighederne startede kl. 9. Så søndag d. 15. september stod vi tidligt op for at gøre os klar til den store fest. Da vi ankom til kirken, blev vi mødt med synet af store hvide telte, lange stolerækker, en æresport, som blev efterfulgt af en rød løber, der endte ud i sofaer og stole, som skulle forestille pladser til æresgæsterne – nemlig Biskop Daniel, hans kone og samtlige familiemedlemmer.

5 mzungu'er klædt på til fin fest

Da vi var kommet i god tid, hjalp vi til med opstillingen af de mange stole, som skulle række til de 1500 gæster, som der forventedes at komme. Biskop Daniel skulle nemlig indvies som biskop for hele det sydlige Masaka District, og derfor var der inviteret gæster fra både nær og fjern.

Gæsterne strømmede til, men før de kunne deltage i festen, skulle de stille op i en lang række og tjekkes af politiet. Efter godt to timer ankom Biskop Daniel sammen med hans kone.

De blev budt hjertelig velkommen af gæsterne med sang og dans på den røde løber.

Efter deres entré startede en laaaaang(!) søndag eftermiddag. Selvom sangene og dansen hjalp os til at holde os vågne og ikke mindst holde øjnene åbne, så var der også en del lange taler, som alle foregik på luganda. Det vil sige, at vi forstod sådan ca. ingenting af det de sagde.

Vi fandt det derfor stærkt nødvendigt at lege et par af de såkaldte ”bil-lege” under ceremonien. Jacob og jeg fik næsten 2 timer til at gå med at lege forskellige lege. Da klokken blev 17, og vi efterhånden var meget sultne (sidst vi havde spist var til vores morgenmad kl. 8) blev det meget svært at sidde stille. Maven rumlede og hovedet klagede over den manglende væske.

Klokken 18 blev maden endelig sat frem, og da vi jo er mzungu’er, blev vi som de første guidet ind i et lille rum. Her sad vi sammen med festens fine gæster. Selvom vi nu har været hernede i over en måned, er det stadig meget svært at forholde sig til den status, man som hvid får tillagt sig.
Det kræver en del tilvænning. Men det var dog stadig meget sjovt at sidde i rum med personer som biskoppen og kirkelederen, og se hvordan de guffede maden i sig med fingrene.
Dette var også første gang vi 5 volontører skulle prøve at spise med fingrene. Det gik overraskende godt og maden smagte fantastisk, men jeg vil nu foretrække kniv og gaffel næste gang jeg er i fint selskab.
Vi har senere fået at vide af vores boda boda chauffør, Joseph, at de hernede spiser med fingrene til ære for Gud. Det er Gud, der har skabt alle mennesker med deres hænder. Dermed mener de, at vi ærer Ham ved at spise med fingrene i stedet for at bruge bestik.

Efter at have spist skøn matooke (bananmos), ris, kylling og oksekød (som vi for resten havde set dagen inden, hænge rå på en stang), var vi mere end klar til at komme hjem og smide os i vores senge. Det var en god, oplevelsesrig og laaang dag. Og mens jeg sidder her og skriver denne blog, kan jeg hurtigt blive enige med de andre 4 om, at der nok går et godt stykke tid inden vi skal til vores næste biskopindvielsesfest!

Tina og Halle klædt på i ugandiske nationaldragter.