onsdag den 6. november 2013

"3-2-1 - BUNGEE....."

....nedtællingen blev efterfulgt af et langt skrig. Efter blot få sekunder landede jeg sikkert i en lille gummibåd og blev derefter transporteret over til bredden. Aldrig før har det været så skønt at mærke følelsen af fast grund under sine fødder.
Sådan gik det til, da jeg i søndags bungee jumpede.

Egentlig havde planen været bare at overvære de andre volontørers spring. Men mens jeg sad og filmede de andres udspring, blev fristelsen alligevel for stor. Derfor blev jeg simpelthen nødt til at prøve selv at bungee jumpe.
Efter jeg var blevet vejet, havde betalt og til sidst skrevet under på, at hvis jeg fik skader eller i værste tilfælde døde, var det ikke deres ansvar, var jeg (næsten) klar til at tage springet. Da jeg til gengæld stod oppe på platformen, og der lige pludselig var 44 meters luft mellem mig og vandet, var jeg alligevel tæt på at få kolde fødder.
Jeg blev placeret i en stol, mens ”bungee-teamet” (bestående af tre store flinke afrikanere) bandt håndklæder, snore og andet grej rundt om mine ben.
Mens jeg sad der, tror jeg, at jeg nåede at fortryde mit valg op til 50 gange. Jeg var så (!) nervøs. Da jeg så blev bedt om at hoppe helt ud til kanten af platformen, således at mine tæer stak ud over kanten, begyndte mine ben for alvor at ryste. Fra da af og indtil der blev talt ned til hoppet, husker jeg ingenting af bare nervøsitet.
Springet var hurtigt overstået og tog ikke meget mere end 10-20 sekunder. Jeg kunne slet ikke fornemme, hvordan og hvorledes jeg hang med kroppen, fordi det gik så stærkt.
Til gengæld nåede jeg at skrige en hel masse. Jeg tror næsten, at jeg skreg helt indtil jeg hang stille og blev sænket ned i båden.

Det var super sjovt at bungee jumpe, men samtidig også meget grænseoverskridende og helt forfærdeligt. Det var sjovt på grund af den følelse af sejr efter springet. Det var forfærdeligt på grund af det lange hop og den nagende nervøsitet inden.
Jeg er glad for at det er overstået. Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Men jeg gør det aldrig igen! (…i hvert fald ikke lige foreløbig.)



Her ser I den platform, som vi sprang ud fra.
Floden, som man kan se under platformen, er Nilen.

Jeg fik at vide, at jeg skreg hele vejen ned, hvilket dette billede viser meget godt!

I did it!

Sarah og jeg, glade og stolte over, at vi tog springet og overlevede!!!
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar