onsdag den 13. november 2013

Skolesystemet i Uganda

Inden jeg skriver om vores arbejde på skolerne, vil jeg først fortælle jer om skolesystemet i Uganda. Skolesystemerne i Danmark og Uganda er nemlig ret forskellige.
Et skoleår i Uganda begynder i starten af februar og slutter i starten af december. Skoleåret er delt op i 3 terms. Eleverne afslutter de første to terms med prøveeksamener, og den sidste med rigtige eksaminationer. Afhængig af om eleven består eller dumper eksaminationerne, rykker eleven videre op i næste klasse eller forbliver i samme klasse. Altså kan en elev godt gå samme klasse om flere gange i streg, hvis han/hun ikke består sin eksamen.
Dette er meget uheldigt, både for eleven, men også for forældrene, som skal betale skolepenge. I nogle tilfælde bliver forældrene nødt til at trække børnene ud af skolen på grund af mangel på penge.
Det er fascinerende at se, hvor meget uganderne går op i eksaminationerne. Vi bliver ofte spurgt, om vi vil bede for deres eksaminationer. I vores kirke, som er moderkirke for 40 andre kirker, deltager en masse unge elever i gudstjenesterne omkring slutningen af skoleåret, for at blive bedt for og for at blive fyldt af Guds visdom. Derudover kan man også finde kort med lykønskninger, som f.eks. ”Congratulations on your examination” eller opmuntringer som f.eks. ”May God give you wisdom.”

For at forstå vigtigheden af de beståede eksaminationer, må man huske på, at mange af børnene kommer fra fattige familier, som har svært ved at betale skolepenge. En dumpet eksamination er derfor lig med endnu et års udgifter i form af skolepenge.
Den ugandiske skole er delt op i 3 sektioner:

1. sektion: Nursery School
2. sektion: Primary School
3. sektion: Secondary School

Nursery School indeholder to klassetrin – Babyclass og Topclass (i få tilfælde findes der også Middleclass, men da dette er meget nyt, er der ikke mange skoler, som har dette klassetrin endnu)
Børnene i Uganda starter som regel i Babyclass omkring 4-5 års alderen. Hele 1.s sektion kan nogenlunde sammenlignes med den danske børnehaveklasse.

Primary School indeholder syv klassetrin og minder meget om de danske klassetrin. I stedet for, at det hedder 1. til 9. klasse, hedder det Primary1, Primary2 osv. (også forkortet som P1, P2 osv.)
Når en elev har færdiggjort Primary7, svarer det til, når en elev i Danmark har færdiggjort 9. klasse.

Secondary School indeholder fire klassetrin og kan sammenlignes med det danske gymnasium.
Klassetrinene er Secondary1, Secondary2, Secondary3 og Secondary4.
Efter at have færdiggjort Secondary School, er man klar til at tage på universitetet og få sig en uddannelse.

Dette var bare lidt kort om skolesystemet i Uganda. Så snart vi får net igen kommer der et blogindlæg om, hvordan det er at undervise på en ugandisk skole.

1 kommentar:

  1. Hej, hvornår starter så deres skoledag og hvornår slutter den sådan normalt :)

    SvarSlet