mandag den 2. december 2013

Hvad blev der af julestemningen?


Fejrer man d. 1. december i Uganda? Svaret på dette spørgsmål må både være nej og ja.
Primært nej. Der er ingen julemusik i taxaernes radio, intet julepynt i gaderne og ingen duft af julesmåkager eller andre godterier. December måned er som alle andre måneder hernede i Uganda. Den 25. december fejrer uganderne dog jul. Vi har fået forklaret, at en typisk juledag forløber således, at de går i kirke, spiser lækker mad med familien og derefter går de så på diskotek eller til en anden fest nede i byen sammen med deres venner. Jul i Uganda er slet ikke som jul i Danmark.
Men hvorfor svarer jeg så også ja? Jo, hvis man nu bevæger sig gennem Kamuzinda by, drejer til venstre ned ad vejen til Kamuzinda Farm, hilser med et pænt ”Ogenda otya, ssebo” (hvordan har du det, sir?) til vagten, og så banker på den tredje dør til venstre, så kan jeg lige love dig for, at du vil finde 5 juleglade mzungu’er.
Selvom vi befinder os langt væk fra Danmark, fra julemusik, fra julebag og julehygge med familien, så har vi gjort en stor indsats for at skabe vores egen lille jul hernede i Uganda.
Faktisk vil jeg sige, at dagen er forløbet nogenlunde, som den ville have forløbet hjemme i Danmark på d. 1. december. Vi startede ud med at tænde kalenderlyset til morgenmaden. Derefter tog vi i kirke, og resten af dagen har vi så haft julerengøring + lavet adventskrans, julestjerner og julehjerter. Dog sætter Uganda sit præg på julepynten, da det meste er lavet af bananblade.
Aftenen sluttede af med risengrød og julekalenderen ”Pyrus” og ”Jesus og Josefine.”
Så selvom vi har kørt på boda boda i 25-30 grader d. 1. december, vi var i poolen i lørdags (og er godt solbrændte – av!) og vi stadig kæmper med at holde myggene væk, så er julestemningen også kommet til Kamuzinda Farm i Uganda!
”Nkwagaliza ssekukulu ennungi n’om waka omugya”(Oversat til dansk: ”Jeg ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår”)

Vi hygger med nissehuer, risengrød og vores gode venner Pyrus, Jesus
og Josefine.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar