onsdag den 28. august 2013

De mange nye indtryk!

Så er der allerede gået en uge i Uganda.
Tiden flyver af sted, og med alle de nye indtryk vi har fået, føles det som om der er gået mindst en måned. Men vi glæder os over, at der heldigvis stadig er lang tid tilbage hernede. Vi nyder hvert eneste nye indtryk af smukke Uganda!
Hernede i Uganda er der dejlig varmt (ca. 25-30 grader), selvom der er skyet og det regner en gang i mellem. Pontiano fortalte os en af de første dage, at uganderne glæder sig til regnen, da kaffeplanterne er ved at dø pga. tørken. Derfor ser de regnen som noget godt!
Bare det at køre fra lufthavnen i Entebbe og til Kamuzinda Farm, hvor vi skal bo, var helt fantastisk!
Jeg har aldrig set noget så smukt – så kan man da ikke andet end at takke Gud, for hans fantastiske skaberværk!
Hernede er der rigtig mange, som arbejder i boder eller små butikker ud til gaden. Og så er der rigtig mange som lever af landbrug, ved f.eks. at plante banantræer, hvilket der er stort salg i.
Man køber nemlig ikke bare 5 bananer, når man skal have bananer. Nej, her køber man en hel bananklase, og man kan næsten ikke gå mere end 10 meter før man ser endnu en bod fyldt med bananklaser.

Det er også helt utroligt så mange børn der er hernede. Overalt løber der børn rundt og leger med hinanden. Også her på farmen er der liv og glade dage!
I lørdags gik hele vores dag med at underholde farmens 4 børn – Halle, Tina, Enog og Solmon.
De er alle fulde af energi! Halle er den ældste. Han er 7 år, og har allerede en masse ansvar. Hver gang deres mor eller far vil have alle børnene hjem i deres hus, så kalder de på Halle, så han kan hente dem.
En af de første dage vi var her, sad Halle og Tina (på 4 år) og vaskede tøj.
Det er vildt, at man som 4-årig og 7-årig sidder og vasker tøj for sin mor. Jeg ved knap nok, hvordan man vasker tøj, og når jeg så endelig gør det, så ringer jeg altid til mor for at få hjælp.
Det er skræmmende at se, at børnene bliver nødt til at være voksne i så tidlig en alder!
Samtidig er det dog også vigtigt at fortælle, at børnene her på farmen har det rigtig godt. De har forældre som elsker dem, en stor farm at lege på, mad hver dag og så er vores lejlighed fyldt med legetøj, som de kan lege med.

Da skolen først starter d. 8. september, har vi 5 volontører en del fritid her til at starte med.
Så vi forsøger at finde på nogle spændende ting, som vi skal opleve inden vores hverdag hernede i Uganda starter.
I mandags startede vi på babyhjemmet, men da det kun er mandag, onsdag og fredag indtil kl. 13, så har vi stadig en masse tid til alle mulige andre ting.
Jeg tror ikke, at vi skal være bange for at have for lidt at lave, for hvis vi keder os, så skal Pontiano nok sætte os i gang med noget arbejde – siger han selv.
Vi har snakket med Pontiano om en gang i næste uge at hjælpe ham og nogle andre med at bygge et hus til en fattig familie.
Desuden er der en slags ungdomskonference i den lokale kirke (Kamuzinda Victory Church), som starter d. 1. september og varer en hel uge. Der er vi blevet opfordret til at deltage nogle af dagene, så det har vi også planer om.
Kamuzinda Victory Church er moderkirken til en masse små kirker rundt omkring Kamuzinda by og derfor har de ofte kontakt til de andre kirker og står derfor også for forskellige arrangementer, som f.eks. denne ungdomskonference.
Derudover er der også mulighed for at tage på cafeer med dansk mad og internet, hvilket er en del tiltrængt, da nettet ikke virker her på farmen. Det er skræmmende at mærke, hvor afhængig man plejer at være af det. Inde i Masaka by (ligger 20 km fra farmen) er der også et slags opholdssted med swimmingpool, solstole og internet – så der skal vi også snart hen.
Som I nok kan høre er vi godt beskæftiget! Og hvis vi en dag ikke har noget at lave, så ved vi, at det at lege med Pontianos børn eller vaske tøj, sagtens kan tage en hel dag!

Jeg glæder mig rigtig meget til, at vores hverdag hernede starter, selvom jeg er rigtig nervøs for at skulle undervise. Den anden dag var vi ude og se skolen, hvor Line, Jacob og jeg skal undervise 2 dage om ugen (tirsdag og torsdag).
Skolen hedder ”Abundant Life Learning Centre”, men bliver bare kaldt for ”Pastor Fred”, opkaldt efter ham som har startet skolen op – nemlig Pastor Fred.
Da vi kom ind på hans kontor og skulle snakke med ham, sad han de første 5 minutter og snakkede i telefon. Da han så lagde telefonen på, sagde han: ”You are very welcome” med et stort smil! (En anden sjov lille fakta omkring Uganda er, at alle steder hvor man kommer hen, siger folk som det første; ”You are very welcome” – det er rigtig rart, fordi man altid kommer til at føle sig velkommen, der hvor man er)
Pastor Fred snakkede i lang tid om skolens vision, nemlig de 3 H’er.
Det første H = hovedet – hans vision er at fylde børnenes hoveder med visdom ved at undervise dem i matematik, engelsk, historie osv.
Det andet H = hjertet – hans vision er at fylde børnenes hjerter med Jesus, så de lærer om hans uendelige kærlighed til dem.
Det tredje H = hænderne – hans vision er at gøre børnene i stand til at lave praktisk arbejde med deres hænder.
Han var en mand fyldt med sjæl og passion, og han snakkede glædeligt om, hvor godt det er for os at kende Jesus, og hvor vigtigt det er, at vi bliver bevaret i ham. I løbet af kun 3 dage har jeg hørt flere snakke om Jesus end jeg ville ha’ gjort på 3 måneder derhjemme. Det er fantastisk, hvordan de bare brænder for at bringe det gode budskab videre. Og så er det fantastisk, at de kan være Gud så taknemmelige, selvom de har så lidt! Det kan man godt lære noget af! De sætter virkelig deres lid til Gud.

Uganda er fyldt med nye indtryk (så I må undskylde, hvis de første blogindlæg bliver lidt rodede) og fantastiske mennesker - og jeg glæder mig så meget til at tilbringe 4 måneder hernede sammen med mine 4 rejsekammerater!
(Der er desværre ingen billeder igen denne gang, da internettet er meget dårligt!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar