Om skolen:
Indtil videre har jeg fortalt om specielle oplevelser hernede, som kirkebesøg, bungee jump og døde ugler. Men nu tror jeg, det er ved at være tid til, at I også hører lidt om, hvad hverdagen går med, og hvilke gyldne øjeblikke der også finder sted på de helt normale dage.
To gange om ugen deler vi fem volontører os ud på to skoler. Sarah og Heidi tager på ”Cornerstone School” (den kan I læse meget mere om på deres blogge), mens Line, Jacob og jeg tager ud på ”Abundant Life Learning Centre.”
Skolen, som også bliver kaldt Pastor Fred School, er stiftet af Pastor Fred i år 2004. På skolen kan man både finde Nursery Section og Primary Section. Der er 9 klasser, 15 lærere og ca. 330 elever.
Skolen ligger i en lille by, kaldet Kyamuyimbwa, og indeholder børn fra både nær og fjern. Nogle af børnene går mellem 1-2 timer for at komme hjem. Og dette er efter en skoledag, som starter kl. 07.00 om morgenen og slutter igen kl. 17.00 om aftenen.
I hele 3 måneder har vi været så heldige at tilbringe hver tirsdag og torsdag sammen med disse dejlige børn. Til at starte med prægede nervøsiteten, over at skulle undervise, så meget, at det egentlig ikke lige var det fedeste at skulle af sted til skolen om morgenen. Men efter lidt træning og erfaring, har jeg slet ikke lyst til at skulle forlade mine elever.
En normal skoledag:
En skoledag i Uganda er meget anderledes en skoledag i Danmark.
Som sagt, så varer børnenes skoledag 10 timer, hver eneste dag. Dog har vi ikke lige så lang skoledag. Vi møder nemlig først ind kl. 08.00.
Jeg starter min dag med at have matematik med Primary3. Når man kommer ind i klassen, bliver man mødt med 54 børn, som alle rejser sig, mens de i kor siger: ”Goodmorning Teacher. How are you?” (Godmorgen lærer. Hvordan har du det?)
Og først når man siger, at de skal sætte sig ned, sætter de sig ned. Det er meget overvældende, at børnene rejser sig op for en. Specielt fordi de gør det hver eneste gang man træder ind i et klasseværelse – også selvom man bare lige hurtigt skal hente noget eller snakke med en lærer.
Efter matematik går jeg så sammen med Line og Jacob ned på fodboldbanen, hvor vi skal undervise Primary3 og Primary4 i idræt.
Disse timer er oftest de mest hektiske på grund af antallet af børn. Både i P3 og P4 er de omkring 50 elever, hvilket svarer til et samlet antal på 100 elever.
Disse timer er dog også der, hvor man har størst mulighed for bare at lege og fjolle. Dette er rart – både for børn og voksne.
Når man så har løbet om kap med børnene, for at se hvem der kommer først tilbage til skolen, er det ved at være tid til pause.
Pausen bliver oftest brugt på at tilbringe tid sammen med lærerne. Her snakker vi, retter elevernes opgaver og får den frygtede morgenmad, som består af porridge og mandazii (porridge er majsmel og vand kogt sammen til en slags tyk mælk, og mandazii er dej som er friturestegt til små kager).
Her skal det også lige siges, at det ”selvfølgelig” er børnene, som bærer morgenmaden fra køkkenet og ned til lærerne.
Efter en halv times pause, skal eleverne i fuld sving igen. Her underviser jeg P3 i engelsk, som godt kan være noget af en udfordring, fordi eleverne i min klasse simpelthen er så dygtige!
Til hver time kræver det derfor god og kreativ planlægning, således at man kan fange børnenes opmærksomhed.
Det skal dog også siges, at jeg aldrig før har oplevet børn, som er så opsatte på at lære. Hvad enten det er multiplikation i matematik eller nye ord i engelsk. Hver gang man stiller et spørgsmål, flyver der mindst 20 små hænder op i luften. Mange gange sidder de alle og hvisker: ”Me teacher, me teacher” (tag mig, lærer, tag mig, lærer).
Inden vi tager hjem, spiser vi frokost sammen med de andre lærer fra skolen. Menuen her står på porsho (majsmel og vand kogt sammen til en slags stiv grød), ris og bønnesovs. Maden er lækker, men svær at spise med fingrene.
Samtidig løber børnene op bag skolen, hvor de alle sidder på græsset og spiser deres mad. Da Pastor Fred School er en privatskole, og forældrene betaler skolepenge, har alle børnene ret til at få en kop porridge.
Derudover kan forældrene betale ekstra, således at børnene får mad fra skolen. Mange har dog mad med hjemmefra, da det er for dyrt at købe maden fra skolen. I få tilfælde har børnene slet ikke mad med på grund af mangel på mad hjemmefra.
Efter en dag på ca. 6 timer, er det tiltrængt at komme tilbage på farmen igen. Til dels på grund af, at vi er trætte, men allermest på grund af trangen til at skulle på toilet, da skolens toiletter er lig med huller i jorden, og vi alle sammen har nægtet at benytte den form for toiletter.
Dansk skole vs. ugandisk skole:
Sammenligner man danske skoler med ugandiske skoler, er der specielt 3 ting, som skiller sig ud.
1. Skolens faciliteter: Selvom Pastor Fred School er en af de rigere skoler i Masaka omegn, er der stadig stor forskel fra denne skole til en skole i Danmark.
På skolen er der ikke stole og borde, som i Danmark, men træbænke sat sammen med borde. Jeg har prøvet at sidde på sådan en bænk i ca. 2 timer, og det er ikke just behageligt.
Derudover er der ikke materialer som projekter, computer og skolebøger. Dette vil sige, at hver gang børnene skal lave opgaver, skal de først skrive alle opgaverne ned i deres små blå hæfter. Dette er meget tidkrævende. Det at lave opgaver, kan ofte tage halvdelen af lektionen, da det tager lang tid for børnene at afskrive opgaverne.
Dog skal det også siges, at børnene på Pastor Fred School er heldige i forhold til faciliteterne, da de både har fodboldbane, legeplads og klasseværelse til hver enkelt klasse, hvilket slet ikke er en selvfølge hernede i Uganda.
2. Lærer-elev-forhold: Respekten for lærerne på skolen er meget stor. Man kan tydeligt se, at der findes et hierarki på skolen, som har lærerne i toppen og eleverne nedenunder. Derfor kan man også klart mærke forskellen på danske og ugandiske elever. Dette ses bl.a. når eleverne knæler for lærerne, rejser sig op når der skal siges noget og aldrig siger læren imod.
På mange punkter er det helt fantastisk at se børn med en sådan respekt overfor lærerne. Desværre kan man også mærke, at respekten ofte er baseret på frygt. I Uganda er det stadig lovligt at slå børnene i skolen (selvom der er ved at blive lavet en lov, som siger at det er forbudt), og derfor kan børnene, i tilfælde af at de ikke adlyder læren, få et slag over fingrene.
3. Børnenes disciplin/lyst til at lære: Det, som jeg er blevet allermest overrasket over, er den disciplin, som børnene besidder og deres lyst til at lære. Selvom de er nogle unger med krudt i, og som nyder at fise af sted til idræt, så er de også meget opsat på at høre efter, lave opgaver og lære.
Som jeg også har nævnt tidligere, så er det helt fantastisk at se børnenes små hænder flyve op i luften og deres kroppe lænet helt hen over deres bord, mens de hvisker: ”Teacher, teacher” (lærer, lærer), og alt dette på grund af, at de har svaret på lærens spørgsmål.
Udover deres lyst til at lære, er de også utrolig veldisciplinerede. De hører efter, de tier stille, når man beder dem om det, de går ned på knæ, når de skal aflevere deres hæfter (dette skal man dog lige vænne sig til) og de tager sig af hinanden.
Guldkorn:
I næste uge går børnene på ferie i 2 måneder. Det vil altså sige, at det er slut med at arbejde som lærer. Opgaven som lærer, har været det jeg har frygtet mest ved at skulle til Uganda, men dog er det også den opgave, som jeg er blevet allermest glad for!
Det er så dejligt at kunne være noget for børnene. At vise dem, at man vil dem det godt. At give dem ny viden. At lære dem, at de er noget værd.
Hver dag på skolen er en fest, og jeg oplever at få en masse små guldkorn med mig hjem. Det bliver utrolig svært at sige farvel til mine elskede børn, som hver især har fået en stor plads i mit hjerte!